Nintendo løfter forventningerne takket være ny konsolsucces

Japanske Nintendo, der især er kendt for at sælge konsolspil, oplever momentum i øjeblikket drevet af lanceringen af den nyeste konsol, Nintendo Switch, og regner nu med en større indtjening end tidligere for det igangværende regnskabsår.
For regnskabsåret, som løber frem til udgangen af marts i år, ser den Kyoto-baserede virksomhed et driftsresultat på 160 mia. yen - eller 1,5 mia. dollar - mod førhen 120 mia. yen. Samtidig venter selskabet at ramme en omsætning på 1020 mia. yen mod tidligere 960 mia. yen.
Det er ikke første gang, at Nintendo løfter forventningerne til indeværende regnskabsår, da det også skete i oktober. Begge gange har det især været på grund af et stærkt salg af Nintendo Switch-konsollen, der blev lanceret for lidt over et år siden, samt spil til selv samme konsol.
"Salget af spil kan meget vel gå hen og overraske yderligere, sådan som det har været tilfældet med Nintendos Super Mario Odyssey. Planer om at lancere flere tredjepartsspil i løbet af 2018 kan være med til at understøtte en fortsat succes for Switch-konsollen," skrev analytikerne Jitendra Waral og Sean Handrahan fra Bloomberg Intelligence i en analyse sidste uge.
I tredje kvartal, der løb frem til slutningen af december og dermed indeholdt det vigtige julesalg, solgte Nintendo 7,2 mio. Switch-konsoller. Det bragte det foreløbigt samlede salg af konsollen op på 14,9 mio.
På driftssiden tjente Nintendo i tredje kvartal 116,50 mia. yen, mens analytikerne havde regnet med et driftsresultat på 81,89 mia. yen ifølge estimater indsamlet af Bloomberg.
/ritzau/FINANS
Svensk spiludvikler lander millionaftale med amerikansk firma
Playstation-succes sikrer opjustering hos Sony
Nintendo løfter forventningerne til hele året efter stærkt kvartal