I disse dage er medierne fyldt med historier om Huawei, og mange fremstiller det som et politisk orkestreret biluheld i slowmotion.

En række medier har fremstillet det, som at det er et element i en handelskrig mellem USA og Kina. Jeg er slet ikke enige i de betragtninger. For det første sælger Huawei ikke meget i USA ud over nogle få mobiltelefoner via Amazon.

For det andet er frygten for, at kinesere benytter kinesisk udstyr til at aflytte Vesten en historie, der går tilbage til 2005.

I denne klumme vil jeg analysere sagen og fortælle, hvorfor det kommer til at påvirke teleindustrien over det meste af verden og ikke mindst i Europa.

Historien om Huawei er ikke en men fire historier:  

1. Historien om arrestationen af Meng Wanzhou i Canada er meget banal, den drejer sig om at sælge amerikansk teknologi (hardware, software eller teknologi, der benytter amerikanske patenter) til lande som Iran, Nordkorea, Syrien, Cuba etc. I USA fortæller Cisco på deres webside om den lovgivning og hvilke af deres produkter, som er omfattet af eksportforbud: Meget enkelt drejer sagen fra Canada sig nok om: Export Administration Regulations samt om de internationale regler, der er, om kontrol i Wassenaar Arrangementen, som bliver administreret fra Wien i Østrig. Wassenaar Arrangementen er en aftale, som 42 lande i verden støtter op om, det er ikke en canadisk eller amerikansk lov, det er international aftale om eksportkontrol inden for ni produktkategorier. I Kina har Ministry of Commerce (MOFCOM) tilsvarende regler om, hvilken teknologi, kinesiske virksomheder må importere og eksportere til og fra bestemte lande.
2. Historien om brugen af kinesisk udstyr i kritisk/vital samfundsmæssig infrastruktur, hvor en række lande har valgt at forbyde brug af kinesisk udstyr. I marts 2017 indgik AT&T en kontrakt med regeringen i USA om at bygge og drive det netværk (Firstnet), som politi og brand benytter. I USA forbød man AT&T/Firstnet at bruge kinesisk infrastruktur. Motorola Solutions har en tilsvarende kontrakt på at bygge og drive SINE-nettet i Danmark, som politi og brand benytter. I England fik mobiloperatøren EE en tilsvarende kontrakt, da de bygger og driver Emergency Services Network (ESN). Da EE fusionerede med den gamle incumbent BT valgte man at skifte core-netværket (rygraden i infrastrukturen) fra Huawei ud. Meget enkelt har myndighederne i en række vestlige lande valgt at sige, at rygraden i de netværk som politi, brandvæsen etc. benytter, skal bygges af udstyr, der kommer fra producenter, som kommer fra lande, der tilhører den vestlige forsvarsalliance. Frygten for, at kinesisk udstyr kan misbruges, er ikke ny, den går tilbage til 2005, og hen over årene har myndighederne i USA publiceret en række rapporter. På samme måde som at NATO-landene ikke køber militærfly i Kina, så køber man ikke udstyr til kritisk kommunikation fra Kina - vi formoder, at den kinesiske regering gør det samme i Kina bare med omvendt fortegn.
3. Historien at kinesisk udstyr og virksomheder i stigende grad dominerer store dele af den værdikæde, hvor telenetværkene er en mindre men meget vital af det. Lad os være ærlige, kinesiske producenter har været meget dygtige og har vundet store markedsandele inden for alt fra telefoner, over apps og services over teleinfrastruktur til etableringen af smart cites. Der var en gang, hvor "Made in China" var en betegnelse for billigt plastiklegetøj fra Kina, sådan er det ikke mere. Lige nu er Kina ved at eksekvere på planen "Made in China 2025", på 10 år skal give kineserne dominans i 10 vigtige industrier, der i dag domineres af den vestlige verden. Siden planen blev lanceret i 2015, har der været mange, som har set på, hvad konsekvenserne bliver for den vestlige verden i relation til den innovation, som vestlige virksomheder historisk set har domineret. Set fra min stol er der noget, der tyder på, at kineserne har succes med at eksekvere på deres plan.
4. Historien at man fra politisk side ser en stigende frygt, for at kinesisk udstyr og services vil dominere i televerden. Nøgleordet er "resilience", politikerne ønsker ikke at man baserer sikkerhed og robusthed i netværk på diffuse tillidsbegreber og omskiftelige internationale relationer til virksomheder og lande, som ikke er en del af den vestlige forsvarsalliance. Der er mange politikere, der mener, at det ikke er en skalerbar model i en verden, hvor stadig flere kritiske tjenester og produkter bliver digitaliseret. Vi lever i en digital verden, hvor komplekse forretningsmodeller, processer og systemer er fundamentet for, at vort samfund fungerer. Det, man fra politisk side ønsker, er at have 100 pct. styr på, hvem som har kontrol med og adgang til samtlige netværkselementer og servere. Hvis den vestlige verden ikke har virksomheder, der kan levere den basale teknologi, er det lige meget med alt det omkringliggende. Meget simpelt kan man sige, at i vesten ønsker man at undgå, at man bliver for afhængige af kinesiske producenter og teknologi.

Hvis man skal sige det meget enkelt, drejer historien om Huawei sig om, hvordan nationer bygger og driver fundamentet for den digitale infrastruktur.

Den handler om, at mange lande ikke ønsker at blive for afhængige af kinesiske producenter på nogle vitale områder i en verden, der bliver mere og mere digital.

Historien om arrestationen af Meng Wanzhou er en gammel sag, som ikke har noget med de andre elementer at gøre. Det er en tilfældighed, at den sag blev synlig på samme tid, som Trump er til møde i Argentina og en række andre ting begynder at kulminere rundt om i verden.

Forsyningssikkerhed – et gammelt begreb

Historisk set har der ikke været så meget offentlig fokus på forsyningssikkerheden inden for offentlige kommunikationsnetværk.

I de fleste lande blev teleinfrastrukturen bygget og drevet af nationale teleselskaber og udstyret kom ofte fra nationale eller regionale producenter. På det tidspunkt var netværkene og tjenesterne et lukket kredsløb, som blev styret af en række statslige monopolforretninger.

I takt med at man har liberaliseret telemarkedet, så er der skabt konkurrence. Vi er gået fra at have et nationalt netværk til at have flere nationale konkurrerende netværk, der hænger sammen.

Ofte baserer de nye teleselskaber deres netværk på infrastruktur, som bliver leveret af en eller flere konkurrenter. Vi er også gået fra en verden, hvor folk købte tale til en verden, hvor den primære teleydelse er datatrafik.

Vi er gået fra en verden, hvor vi købte monopoliserede tjenester på netværk, der havde monopol, til en verden med åbne netværk, hvor alternative udbydere som Skype, Whatsapp, Netflix etc. kan sælge tjenester på toppen af teleselskabers infrastruktur.  

Den teknologiske udvikling kombineret med stigende konkurrence har betydet, at borgere og virksomhederne har fået adgang til unik infrastruktur og et kæmpe serviceudbud. Det har også fået markedet for infrastruktur til at vokse, samtidig med at priserne på udstyr er faldet markant.

Hvis man skal sige det meget enkelt, har hele verden nydt godt af liberaliseringen, og moderne teleinfrastruktur har sammen med digitaliseringen skabt et paradigmeskift, som langt de fleste borgere og virksomheder nyder godt af.

Investeringsefterslæb

I en verden med stigende konkurrence har politikerne valgt at øge det regulatoriske pres på teleselskaberne. Hvis man ser på Europa og ikke mindst EU har det betydet, at selskaberne er kommet under et voldsomt økonomisk pres.

En del af det pres har resulteret i, at der er et lavere investeringsniveau i EU, end man ser i lande som USA og Canada. I dag er der et investeringsefterslæb på 150 milliarder euro alene i EU.

En del af den regulatoriske regning er sendt videre til udstyrsproducenterne, som har været med til at betale for det regulatoriske pres. Meget enkelt kan man sige, at telereguleringen i bl.a. Europa har tvunget mange operatører til at minimere deres investeringer samtidig med, at de har valgt at købe billigt udstyr fra kinesiske producenter.

Det betød i praksis, at investeringer, som normalt ville tilfalde vestlige virksomheder, tilfaldt kinesiske virksomheder, der dermed fik et fantastisk fundament i Europa for den eksportsucces, de har globalt.

Hvis man ser på de kinesiske udstyrsproducenters markedsandel i Europa, er den meget høj, og den er vokset i takt med, at aktører som Ericsson og Nokia er kommet under et voldsomt pres.

Den konsolidering, vi har set blandt de vestlige udstyrsproducenter, skyldes en kombination af seriøs konkurrence fra Kina og det økonomiske pres, som reguleringen har lagt på teleselskaberne i bl.a. Europa.   

En af årsagerne, til at forsyningssikkerheden er blevet reduceret i Europa, er overregulering, der har lagt et økonomisk pres på teleselskaberne i Europa, som har tvunget dem i armene på kinesiske producenter, der kunne tilbyde billigere produkter og massive kreditter fra statslige kinesiske banker.

Bruges - og misbruges

Der er intet nyt i, at nationers ønske om forsyningssikkerhed.

Når det kommer til begrebet resilience, er det ikke et nyt politisk begreb. Fundamentet for mange lande og regioners handelspolitik er ofte, at man ønsker at støtte op om lokale producenter.

Ønsket om resilience kan både bruges og misbruges, når det kommer til handels- og industripolitik. Det er ikke kun inden for televerden, man taler om forsyningssikkerhed, i Europa har EU ifølge WTO givet massiv økonomisk støtte, for at få Airbus op og flyve og for at kunne skabe et europæisk alternativ til Boeing.

Rent faktisk så investerer EU store summer i industrielle initiativer, som skal sikre, at EU kan forsyne sig selv med teknologi på en række områder.

Det er ikke mere end nogle måneder siden, at EU sagde, at unionen målretter 20 mia. euro (24,36 mia. dollar) i investeringer i kunstig intelligens inden 2020 for at indhente Asien og USA, som hver især investerer mindst tre gange mere end Europa.

Frygt for afhængighed

I USA har forsvaret udviklet GPS, som mange af os bruger til at navigere med. GPS er et satelitbaseret navigationssystem, der dækker hele verden, og som gør det nemt at navigere.

På trods af at GPS er tilgængelig i hele verden, har man i Europa ment, at det er vigtigt, vi bygger og skaber et alternativ i form af Galileo, som er et alternativ til amerikanernes GPS.

I Kina har regeringen skabt BeiDou, der er Kinas alternativ til USAs GPS og Europas Galileo. I Japan har man QZSS, i Rusland GLONASS, og i Indien har man IRNSS.

Folk glemmer ofte, at disse navigationsløsninger har en fremtrædende rolle inden for forsvarspolitik, hvor fly, missiler etc. benytter satellitter til at komme frem til deres mål.

Listen over industrier, som regeringer har fokus på, når man taler om "resilience" og forsyningssikkerhed, er meget lang. Frygten for at blive for afhængig af andre lande, er ikke ny, det er en frygt, der har eksisteret i mange år.

De politiske udmeldinger

Historien om Huawei har fået ekstra opmærksomhed i takt med, at en række lande har meddelt, at de er "begyndt" at fokusere på resilience inden for teleområdet.

Mange medier har misforstået nogle af disse budskaber, frygten for Huawei er ikke en isoleret frygt, der relaterer sig til det faktum, at Huawei er en kinesisk virksomhed.

Objektivt set så er værdikæden i televerden så stor og involverer så mange virksomheder, at hvis man ville spionere på slutbrugerne, så kan man benytte meget andet, end de elementer, som kineserne sælger til teleselskaberne.

Jeg tror, at den primære frygt går på, at man som nation bliver for afhængig af kinesiske producenter. Hvis man ser på de udfordringer, som virksomheder som Nokia og Ericsson har haft de senere år, så kan den frygt være velbegrundet på mange områder.

For politikerne er det nemmere at spille de sikkerhedspolitiske kort frem for at spille de industripolitiske kort. Man skal huske, at EU har været ude og kritisere Trumps "America first"-politik, og at man ikke vil bryde sig om at blive beskyldt for at føre den samme politik. 

Vurdering af samhandel

Det i en verden, hvor EU gennem sin industripolitik beskytter en række sektorer ikke mindst landbrugssektoren, der er meget ineffektiv i mange EU-lande.

Når en politiker som EU-kommissær for digitalt indre marked og næstformand for Europa-Kommissionen, Andrus Ansip, i sidste uge talte mod Huawei, bør det få operatører rundt om i verden (specielt dem med meget kinesisk infrastruktur) til at vurdere, om deres samhandel med kineserne er optimal.

Vi ved, at den udmelding har skabt meget debat i direktionerne og bestyrelserne hos en række af Europas telekoncerner. En udmelding, som den Andrus Ansip er kommet med på et spørgsmål fra en journalist, skaber usikkerhed.

Kan man som teleselskab tillade sig at handle med virksomheder som Huawei, hvilket udstyr kan man købe og hvilket udstyr og hvilke services skal man holde sig fra?

Lige nu er der brug for, at vi får nogle klare udmeldinger fra EU om, hvordan de ser på brugen af kinesisk infrastruktur i de eksisterende netværk. Vi har også brug for nogle udmeldinger, der ser på, hvordan man kan bruge kinesisk udstyr i fremtidens netværk.

De udmeldinger skal tage udgangspunkt i, hvordan verden ser ud, og her skal man huske, at 5G ikke er et nyt netværk på samme måde, som da man gik fra analoge mobilnetværk til GSM-netværk.

Mange af de 5G-netværk, som vi kommer til at se, består af elementer, som er 4G-teknologi, og i fremtiden vil 4G og 5G smelte sammen og eksistere side om side.

De samme politikere må også vurdere, hvilken rolle deres overregulering af de europæiske markeder har haft på de kinesiske udstyrsproducenters succes.

Lad os være ærlige, EU har haft mere fokus på at få priserne ned end at sikre, at der bliver foretaget de investeringer, vi har brug for. Det investeringsefterslæb, der er i EU på over 150 mia. euro, er et resultat af EUs telepolitik.

Folk som Andrus Ansip og hans forgængere har leveret en firsporet motorvej til kinesiske producenter.

Fra Strand Consult har vi advaret mod dette i mange år, for os kommer det, der sker lige nu, ikke som en overraskelse.

Konsekvenserne for teleselskaber

Det, vi oplever lige nu, er, at en række regeringer rundt om i verden følger det, USA har gjort i mange år.

Lande som England, Australien, New Zealand etc. vil ikke lade et kinesisk firma have kontrollen over den kritiske infrastruktur, som beskytter og binder landet sammen.

Det starter med, at man beskytter de netværk, som politi og brandvæsen benytter, og nu spreder det sig til de netværk, som leverer kommunikationsydelser til virksomheder og private.

Jeg mener, at man meget simpelt kan dele operatørernes infrastruktur indkøb op i core-netværk, acces-teknologi og managed service (driften af netværkene).

Man bør også erkende, at netværkene er en del af en meget lang værdikæde, hvor man ikke kan isolere de sikkerhedsudfordringer, politikerne taler om til selve netværkene, man må også se på devices, tjenester og alle de ting, som sender trafik gennem operatørernes netværk.

Det er vigtigt at huske, at ingen kæde er stærkere end det svageste led, og det svageste led er oftest de mennesker, der sidder 40 cm fra en skærm, der er koblet på internettet.

Når man ser på industrien, må man dele den op i incumbents og challengers. Vi betragter de back haul-leverandører, der findes i en række lande, som aktører, der kan sammenlignes med en incumbent. Her er en hurtig analyse:  

• Incumbents: De aktører må nok erkende, at de ikke kan have kinesisk udstyr i deres core-netværk. De må nok også erkende, at kineserne ikke kan stå for driften af deres netværk, som en del af en managed service-kontrakt. Vi ved, at investeringerne i core-netværk udgør ca. 10 pct. af et teleselskabs CAPEX, og for nogle operatører vil det betyde, at de nok skal skifte nyere kinesisk udstyr ud udstyr fra andre leverandører.
• Challengers: De bygger ofte deres netværk på toppen af andre aktørers netværk. Rent praktisk har de ikke kontrol over, hvilken teknologi deres underleverandører benytter i deres netværk. En politisk skifte, som det vi ser lige nu, kan få stor betydning på disse aktørers valg af leverandører af acces-netværk og deres valg af teknologi. Mange af disse operatører har fået gode aftaler hos kinesiske leverandører, aftaler som ofte har inkluderet kinesisk finansiering.  

Vi antager, at teleselskaber, der har et ønske om at bygge og drive rygraden i den digitale infrastruktur i et land, bliver tvunget til at minimere deres eksponering mod kinesiske leverandører.

Vi antager, at flere og flere myndigheder fremadrettet tænker, som de gør i USA, England og andre lande. Hvis det er tilfældet, skal en række operatører til at skifte en masse infrastruktur ud – det bliver rigtig dyrt, uden at det skaber værdi for slutkunderne.

Vi tror også, at teleselskaberne vil møde et stigende pres fra deres kunder. Vi tror, at store erhvervsvirksomheder, der bruger store ressourcer på at beskytte deres forretningshemmeligheder, vil skærpe deres krav til leverandører af telefoni og dataforbindelser.

Disse nye krav vil udløse en del regninger til teleselskaber rundt om i verden, og vi er sikre på, at dette kommer til at have en negativ indflydelse på udrulningen af 5G i Europa, som allerede er forsinket.

Endnu en gang får industrien dokumentation for, at den overregulering, vi har set i Europa, har en negativ indflydelse på de produkter, som europæerne har adgang til. Meget enkelt vil historien om Huawei betyde, at EU falder yderligere bagud.

Konklusion

Jeg mener, at den sag hører til på EU-niveau. Jeg mener ikke, at de nationale myndigheder har evnerne til at overskue dette. Vi taler om, at et helt eller delvist forbud mod kinesisk udstyr kan få store konsekvenser for operatørers historiske investeringer og muligheden for at investere i fremtiden.

Vi taler også om, at kineserne har solgt udstyr til operatører, der ofte har købt udstyret ind med myndighedernes godkendelse. At Europas telenetværk er fyldt med kinesisk udstyr, burde ikke komme som en overraskelse for de politikere og embedsmænd, der har ansvaret for reguleringen af teleindustrien.

Vi mener også, at kineserne har krav på en eller anden form for retssikkerhed. Hvis vi fra den vestlige verden stiller krav om, at kineserne skal beskytte vores intellektuelle rettigheder i Kina og sikre vore virksomheder retssikkerhed, må vi vise, at vi gør det samme i Europa og andre dele af verden.

Der er nok mange, der vil argumentere for, at kineserne ikke skal behandles bedre hos os, end de behandler udenlandske virksomheder i Kina.

Det trusselsbillede, som er fundamentet for politikernes holdninger, skal være seriøst. Vi har brug for nogle seriøse vurderinger af det, der sker, og hvad konsekvenserne bliver for EU og andre dele af verden, som vælger at skærpe kursen over for kinesiske leverandører.

Vi har brug for at se på, hvad de nye holdninger kommer til at koste teleindustrien, og hvad det kommer til at betyde for udrulningen af 5G i Europa.  

Vi har talt med operatører i USA, Sydamerika, Europa, Afrika og Asien – de synes slet ikke, det er sjovt. Jeg vil ikke gøre mig til talsmand, for om kineserne er gode elle onde.

Jeg mener, at der er brug for at få afdækket, hvad der er op og ned på de forbud, vi ser i nogle lande, og som ikke er i andre lande. Vi har også brug for at se på, hvad konsekvenserne bliver på kort, mellem og lang sigt.

Et er sikkert, og det er, at historierne med Huawei har skabt mere forvirring, end det har skabt indsigt.  Endnu en gang har politikerne vist, at de ikke har udvist rettidig omhu. Vi kunne have undgået alt dette, hvis politikerne havde været mere professionelle, end de er.   

Huawei føler sig som offer for geopolitisk angreb 

Norge overvejer tiltag mod Huawei  

Huawei fortsætter globalt indtog trods vestligt tilbageslag 

Frankrigs største teleoperatør udelukker Huawei fra kommende 5G-udbygning 

Huawei er i vælten nu - men kan vi stole på vores Lenovo-computer?