Region Syddanmark dropper leverandør af Sundhedsplatformen i nyt udbud
Fem ansøgere er blevet skåret ned til tre. De skal kæmpe om kontrakten som it-leverandør af et nyt EPJ-system i Region Syddanmark. Det skriver Version2 med henvisning til en pressemeddelelse.
Et af de to bud, der blev sorteret fra, kommer fra Epic, som står bag Region Hovedstadens omstridte it-system Sundhedsplatformen. Region Syddanmark fravalgte ligeledes et bud fra CSC Scandihealth i den videre proces.
De tre bud, som slap igennem nåleøjet, kommer fra CGI Danmark, Cambio Healthcare Systems og Systematic.
Baggrunden for fravælgelsen af Epic bliver ikke uddybet i meddelelsen fra regionen, men adm. sygehusdirektør på Odense Universitetshospital (OUH), Niels Nørgaard Pedersen, har tidligere udtalt til Version2, at regionen "går efter et system, som vi kan se kan virke fra starten, sådan at vi ikke ender med at stå både med et stort it-udviklingsprojekt, et implementeringsprojekt og et organisatorisk projekt på samme tid."
Det kommende it-system, der får navnet EPJ Syd, bliver forankret hos OUH. Næste skridt i processen er, at de tre præ-kvalificerede ansøgere forventes at aflevere deres foreløbige bud i oktober, og regionen forventer at træffe en afgørelse i løbet af foråret 2018.
Region Hovedstaden erkender fejlskøn i forbindelse med Sundhedsplatformen
"Offentlige it-systemer er ikke til for brugernes skyld"
Hent ITWatch's app på din telefon og få nyheder om it- og telebranchen lige ved hånden (hent til iPhone / hent til Android)