Google risikerer dagbøder for fortsat at skævvride konkurrence

EU gav sidste år Google en rekordstor bøde på 18 mia. kr. for at misbruge den altoverskyggende position på markedet til at skævvride konkurrencen til selskabets egen fordel. Siden har Google ændret sin visning af søgeresultater for shopping, men konkurrenterne er fortsat utilfredse med selskabets fremgangsmåde. Det skriver Berlingske.
Derfor har konkurrencekommissær Margrethe Vestager også fortsat et skarpt øje rettet mod det amerikanske selskabs visning af søgeresultater.
"Jeg er begyndt at mødes med nogle af de selskaber, som forventede at få fordele af beslutningen, altså at de igen kunne blive fundet frem for at optræde i gennemsnit på side fire i et søgemønster. Og når jeg mødes med dem, hører jeg, at de ikke er glade for den måde, som Google implementerer det på. De er ikke tilfredse," siger Margrethe Vestager til Berlingske.
Vurderer hun, at Google fortsat misbruger sin position, kan EU-Kommissionen idømme selskabet dagbøder på op til fem pct. af den daglige, globale omsætning i Googles moderselskab Alphabet. Det kan løbe op i dagbøder på op ca. 95 mio. kr. Hos Google erklærer man sig uenig i EU-Kommissionens synspunkt og har appelleret milliardbøden.
Vestager: Tvangsopsplitning af it-giganter kan komme på tale som sidste udvej