400.000 kroner for fem mænd til Dubai - Atea-chef var rystet

Ny chef i Atea var i chok over kultur: Medarbejdere tudede efter tur på strip-bar med offentligt ansatte.
RITZAU

Hvad koster det egentlig, når to offentligt ansatte i seks dage rejser til Dubai i selskab med tre mænd fra it-branchen?

Svaret fik den nytiltrådte øverste chef i Atea, Morten Felding, sidst på året i 2014, da han kørte rundt i Jylland. Salgsdirektøren ringede for at fortælle om en stor regning. Han bad Felding om holde ind til siden.

"Vi er over 400.000 kroner for fem mand til Dubai... Så holder jeg op med at trække vejret. Hvad fanden sker der?"

Fredag kan man i højtalerne i et retslokale i Glostrup høre Morten Feldings genfortælling om episoden. Det er en optagelse af en timelang samtale, som direktøren havde med Region Sjællands it-direktør, Per Buchwaldt, 20. maj 2015.

Atea havde netop tabt et stort udbud fra Region Sjælland. På mødet fortalte Ateas chef sin største kunde i det offentlige, at han havde forsøgt at rydde op i kritisable forhold, og en stor del af samtalen drejede sig om Dubai-rejsen. Den samlede pris blev 408.825 kr.

Mødet var højspændt. Begge mænd optog, hvad der blev sagt - uden at fortælle den anden om det.

Dagen efter anmeldte Region Sjælland sagen til politiet, og derfor sidder retten nu og skal vurdere, om de fem deltagere, som fløj på businessclass, så Formel 1-løb i Dubai og spiste og drak for store summer, har gjort sig skyldige i at modtage og yde bestikkelse.

"René er jo glad for rødvin, får jeg at vide, og han vil gerne flyve på businessclass," fortæller Morten Felding til regionens direktør om sidstnævntes it-driftschef.

Pengene blev hentet på en særlig konto, hvor bonus af regionens køb hos Atea blev placeret.

Egentlig ønskede Felding at stoppe arrangementet med kontoen i sommeren 2014, men fik at vide af sine underordnede, at i så fald ville man "ikke have en chance hos regionen."

Derfor turde Felding ikke aflyse Dubai-turen, lyder det. Desuden var han nervøs for forholdet til Rigspolitiet, hvis it-direktør skulle med på rejsen.

"Vi kører et lommeuldsregnskab i stedet for for ikke at gøre René sur," sagde Morten Felding med henvisning til den tiltalte driftschef.

Det var ham, der havde planlagt rejsen sammen med politiets it-direktør som en slags afskedstur med den tidligere koncerndirektør, den tidligere koncernchef og salgsdirektøren i Atea.

De tre sidstnævnte stoppede efter Dubai-turen og dannede et konkurrerende firma 3A-it, som i maj 2015 slog Atea i udbuddet.

I samtalen berettede Morten Felding desuden, at han vurderede, at hans salgsdirektør kørte "rundt med en lort i bagagerummet." Men den tidligere koncernchef beroligede ham: "Det svarer til en fugleklat på forruden."

I det hele taget var Felding chokeret over resterne af en gammel kultur i Atea. En fredag eftermiddag havde han to tudende medarbejdere på sit kontor. De havde brugt over 30.000 kroner på striptease-stedet Waterloo Bar sammen med to offentligt ansatte.

Det var et ufint salgstrick, gav den nye Atea-chef udtryk for. Sådan et besøg betød, at man havde kunden "by the balls."

/ritzau/

It-chef i Atea-sagen: IBM og CSC-aftaler var lidt ligeså ulovlige

Atea-chef ville have konto til "underholdning" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også