Nets får forlænget tilbudsperiode til februar 2018

Manglende godkendelse fra det svenske finanstilsyn resulterer nu i, at tilbudsperioden for den danske betalingsudbyder forlænges til februar 2018.
Foto: /ritzau/Torben Åndahl
Foto: /ritzau/Torben Åndahl

Den amerikanske kapitalfond Hellman & Friedman har forlænget tilbudsperioden for aktier i betalingskoncernen Nets.

Buddet stod tidligere til at udløbe den 18. december, men nu er den periode blevet forlænget og løber i stedet til den 1. februar klokken 16.00 dansk tid, oplyser Nets i en meddelelse til fondsbørsen.

Forsinkelsen skyldes en manglende godkendelse fra det svenske finanstilsyn, der modsat det norske, finske og danske tilsyn, endnu ikke har sagt god for milliardhandlen.

Allerede i starten af november godkendte EU-Kommissionen salget af Nets til Hellman & Friedman, mens også det finske økonomiministerium har godkendt handlen.

Den forlængede tilbudsperiode skal sikre, at der er tid nok til at få den sidste godkendelse fra det svenske tilsyn, fremgår det.

"Vi har allerede sikret fem af de seks nødvendige godkendelser. Processen er på sporet. Vi er trygge ved, at den sidste godkendelse kommer på plads inden den 1. februar."

"Af hensyn til aktionærer, virksomhed, kunder og medarbejdere håbede vi at have alle myndighedsgodkendelser på plads inden den 18. december. Men vi har naturligvis respekt og forståelse for, at der kunne blive brug for mere tid, og derfor tog vi også i tilbudsdokumentet forbehold for, at vi kunne blive nødt til at forlænge tilbudsperioden," siger Stefan Götz, direktør i Hellman and Friedman, i en mail.

Kapitalfonden annoncerede købstilbuddet den 25. september i år, og den har tilbudt at købe det danske betalingsserviceselskab for 165 kr. per aktie.

Det svarer til en samlet værdiansættelse af selskabet på 33,1 mia. kr., fremgik det dengang af en meddelelse. Efter overtagelsen vil Nets blive afnoteret fra den københavnske fondsbørs.

Investorerne skal have 90 pct. af aktionærernes accept, før købstilbuddet kan gå igennem, og ud over Hellman & Friedman deltager en række andre minoritetsinvestorer i købstilbuddet.

Det gælder blandt andet GIC og finske Sampo, hvoraf sidstnævnte oplyser, at det lægger 230 mio. euro (1,7 mia. kr.) med i puljen. Advent og Bain vil desuden også eje en mindre portion aktier efter salget.

Nets blev børsnoteret af Advent og Bain i september 2016 til en pris på 150 kr. per aktie.

/ritzau/FINANS

Nets hæver beløbsgrænsen på kontaktløse dankortbetalinger 

Medie: Svensk tilsyn forsinker Nets' afnotering 

Finanstilsynet godkender salg af Nets 

Nets: Vi skal beskytte Dankortet som varemærke 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Photo: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også