ITWatch

Apple bygger datacenter nummer to i Danmark

Apple planlægger at bygge endnu et datacenter i Danmark. Dermed kommer det amerikanske tech-selskab op på to danske datacentre.

Foto: PR/Apple

Apple udvider sine aktiviteter i Danmark og vil bygge et nyt datacenter lige udenfor Aabenraa.

Den amerikanske it-gigant er allerede ved at bygge et andet datacenter i Viborg, og nummer to i Aabenraa kan potentielt blive endnu større.

Foreløbig vil de to datacentre dog ligne hinanden i størrelse, energiforbrug og udformning.

Første fase af byggeriet i Aabenraa ventes færdig i 2019 til en samlet pris på omkring seks milliarder kroner.

Når det er i drift, skal datacentret køre på 100 procent vedvarende energi.

Byggeriet ventes at skabe cirka 300 job og omtrent 50-100 beskæftigede, når datacenteret er i fuld drift.

De to datacentre i Danmark skal køre Apples internettjenester som musikbutikken iTunes Store, App Store, iMessage, Kort og Siri for virksomhedens europæiske brugere.

Der er ikke behov for yderligere generatorer, da også centeret i Aabenraa kommer til at ligge ved en transformatorstation.

Centeret skal ligge lige ved siden af højspændingsstationen Kassø, som er garant for stor strømforsyningssikkerhed.

Netop forsyningssikkerheden er en af hovedgrundene til, at Apple vælger at placere to datacentre i Danmark.

Til Ritzau siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), at det er et klap på skulderen til Danmark, at den globale virksomhed Apple vælger at placere et nyt datacenter i Aabenraa.

"Det er et kæmpemæssigt skulderklap til Danmark, til den grønne omstilling og forsyningssikkerheden i det hele taget til. Danmark er et sikkert land at investere i," siger han. 

Ifølge Berlingske Business' oplysninger, er medlemmerne af Aabenraa byråd blevet indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde mandag formiddag, hvor man vil offentliggøre planerne, som omfatter et et 285 hektar stort erhvervsareal ved siden af højspændingsstationen Kassø.

Datacenteret i Aabenraa skal dermed supplere det allerede planlagte datacenter ved Foulum tæt på Viborg, som Apple allerede er i færd med at opføre. Foulum-centeret forventes at koste Apple op mod 6,3 mia. kr.

Mere fra ITWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ITWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs