Politisk flertal vil forbyde identitetstyveri

I dag er det ikke ulovligt at udgive sig for at være en anden på nettet. Men det vil det blive ifølge flertal.
Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech
AF RITZAU

Regeringen og støttepartierne er enige om at kriminalisere identitetstyveri ikke mindst på internettet. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er for nuværende kun ulovligt at udgive sig for at være en anden på internettet, hvis der er et økonomisk motiv. Men der er stadigt flere sager, hvor borgeres billeder og personlige informationer bliver misbrugt til andre formål.

"At opleve at få sin identitet stjålet eller misbrugt - eksempelvis ved at der er oprettet en falsk profil på et socialt medie med ens navn og billede - er meget ubehageligt og krænkende for den person, det går ud over."

"Derfor er vi nu enige med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om at indsætte en selvstændig bestemmelse om kriminalisering af identitetstyveri i straffeloven, så lovgivningen følger med den digitale kriminalitets udvikling," skriver justitsminister Nick Hækkerup (S).

Problemet med tyveri af identitet på nettet er blevet understreget af en stribe sager, blandt andet dokumentarserien om Malte Prehn, der i årevis fik misbrugt sine profilbilleder.

"Alle tror, at det allerede er ulovligt"

Retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, der har fremsat et beslutningsforlag på området, siger, at "alle tror, at det allerede er ulovligt", men at det ikke er det.

"Begår man et identitetstyveri i dag, så er der ikke noget i straffeloven, der dækker det, hvis ikke der er et økonomisk motiv. For så er det bedrageri. Men rigtigt meget identitetstyveri er ikke med et økonomisk motiv for øje."

"Men i dag er det desværre ikke ulovlig at stjæle andres billeder og bruge dem til chikane, stalking eller alt muligt andet," siger hun.

Op til seks måneders fængsel

Regeringen og støttepartierne er enige om, at der efter sommerferien skal fremsættes lovforslag, der under loven om freds- og æreskrænkelser skal gøre det forbudt uberettiget at udgive "sig for at være en anden person ved brug af denne persons identitetsoplysninger". Det skal give op til seks måneders fængsel.

I foråret lavede Ingeniørforeningen, IDA, en undersøgelse, der viste, at mere end 60 procent af de adspurgte var bekymrede for at blive blive udsat for identitetstyveri.

Mens der her også var tale om at få udnyttet sit navn og sine informationer til økonomisk svindel dækkede det også anden form for udnyttelse.

"Det er et godt tiltag, at man nu vil kunne stille de kriminelle til ansvar, for det kan være en meget ubehagelig oplevelse, at blive udsat for identitetstyveri."

"Det er samtidigt vigtigt, at der afsættes ressourcer til at kunne følge de gode intentioner op," skriver it-sikkerhedsekspert ved IDA Jørn Guldberg i en kommentar til udspillet.

/ritzau/

Finansministeren vil teste sikkerheden med Nemkonto yderligere

Rapport: Kriminelle har for let spil på nettet - tusindvis bliver snydt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også