ITWatch

Amazon afrunder stor uge for tech-giganter med milliardoverskud

Tech-giganterne fortsætter med at trives under pandemien. Amazon fremviser stort overskud og gode prognoser.

Foto: Regis Duvignau/REUTERS / X00095

De store tech-selskaber har denne uge fremvist flotte regnskaber, og e-handelsselskabet Amazon er ingen undtagelse.

Giganten, som har topchef Jeff Bezos i spidsen, melder således ikke kun om et stort overskud på baggrund af onlinesalget. Amazon kan også præsentere en imponerende prognose for den fremtidige indtjening.

Det står klart torsdag aften dansk tid, hvor selskabet er kommet med regnskab for årets første kvartal.

Amazon er blandt de tech-baserede selskaber, som har klaret sig ualmindeligt godt under coronapandemien.

I stigende grad er folk søgt online, når de skulle på arbejde, i skole, købe ind eller se andre mennesker, og det har selskaberne haft stor gavn af.

Tredobling af overskud i første kvartal

Amazon melder om cirka en tredobling af overskuddet i det netop overståede kvartal.

I år lyder det på 8,1 milliard dollar (knap 50 milliarder kroner). I det tilsvarende kvartal sidste år var det på 2,5 milliarder dollar (over 15 milliarder kroner).

Samtidig er omsætningen steget til 108,5 milliarder dollar (cirka 665 milliarder kroner). Det er en stigning på 44 procent i forhold til samme periode sidste år.

Amazon er blandt andet i skarp konkurrence med Microsoft og Google på markedet for cloud-løsninger, som er en samlet betegnelse for en række softwareydelser, der stilles til rådighed via internettet.

Også de selskaber har denne uge præsteret godt.

Google præsenterede således det, som analytikere kaldte et "monsterkvartal", hvor moderselskabet Alphabet havde et overskud på 17,9 milliarder dollar. Microsoft kunne også fremvise et robust regnskab.

Apple og facebook med fordobling

Derudover fik selskaberne Apple og Facebook i grove træk fordoblet deres kvartalsoverskud i forhold til sidste år.

Apple kunne blandt andet fremvise fint iPhone-salg, og Facebook havde gode tal for salg af reklamer på grund af folks øgede skærmtid under pandemien.

Den seneste uges resultater ventes igen at skabe debat om de store tech-selskabers voksende dominans.

"De store tech-selskaber er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt", siger Darrell West, som forsker hos Brookings Institution's Center for Technology Innovation.

Jeff Bezos meddelte i februar, at han til sommer vil træde tilbage som topchef for Amazon for i stedet at blive bestyrelsesformand. Det næste kvartal bliver således hans sidste som topchef.

Amazon øger lønninger efter kamp med fagforening

Pinterest straffedes for ventet vækstopbremsning

Amazons indtog i Sverige har været mindre markant end ventet 

Mere fra ITWatch

Dansk landechef for Oracle stopper

Det bliver et ryk opad for den danske landechef for Oracle, der fremover skal fokusere på østeuropa. Ingrid Mjøen har været hos Oracle i Danmark i små 17 år.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs