Klumme: Der er masser af kvinder i it-branchen

At være den første er altid svært. Så lad os nu fortælle omverdenen, at kvinder er mere synlige i it-branchen, end den generelle debat umiddelbart lader os tro, skriver direktører fra Process Factory.
Susanne Møllegaard (th.) er adm. direktør, og Maiken Sjöberg Russ (tv.) er COO i Process Factory.
Susanne Møllegaard (th.) er adm. direktør, og Maiken Sjöberg Russ (tv.) er COO i Process Factory.
Af Susanne Møllegaard, CEO, og Maiken Sjöberg Russ, COO, i Process Factory

Noget af det, der holder kvinder væk fra it-branchen, er det stereotype billede af arbejdspladser, helt og aldeles domineret af mænd. 

Og det er forståeligt nok, for de seneste tal melder om kønsfordelingen 25/75.

Men virkeligheden er jo, at de 25 pct. kvinder er fordelt ud over store dele af branchen.

Man vil altså yderst sjældent være den første og eneste med et lige cpr-nummer på kontoret, i mødelokalet eller ved frokostbordet.

Kultur eller kvoter?

Når det er sagt, må vi selvfølgelig bøje os for kendsgerningerne.

Målt på fordelingen af kvinder og mænd er it-branchen i ubalance. Og vi glæder os over, at digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre, forholder sig aktivt til udfordringen.

Ministeren udtaler, at hun vil understøtte kulturændringer på arbejdspladserne, som giver kvinder lyst til at se i retning af it-branchen. Hverken kvoter eller tvang kan skabe den udvikling, mener hun.

Præcis, hvad der skal understøttes og hvordan, kommer hun ikke ind på i første omgang. 

Så vi vil gerne her inspirere til, at hun griber opgaven an ud fra et holistisk syn på diversitet, dvs. at hun ikke isoleret kigger på kønsaspektet.

Det er nemlig vores erfaring som ledere og kvinder i IT-branchen, at mangfoldighed i bred forstand – alder, uddannelsesbaggrund, etnicitet, erfaring, køn, – gør en arbejdsplads attraktiv. Jo bedre mulighed der er for at spejle sig i kommende kolleger og ledere, desto større er chancen for, at kandidaterne kigger i din retning.

Derudover er det væsentligt at tale om IT-branchen som mere og andet end hardcore kodning.

Alle funktioner er væsentlige og uundværlige for at nå de mål, vi sætter os: projektledere, forretningsudviklere, proceskonsulenter, bæredygtighedseksperter, compliance officers bare for at nævne nogle af dem.

Det er jobs, som appellerer bredt og bidrager til at skabe en divers medarbejdersammensætning.

Kan gøre en forskel

Hovedparten af de jobkandidater, vi møder i Process Factory, motiveres af at sætte en dagsorden og bidrage til at ændre nogle ting. Vores vision er at hjælpe forsikringsbranchen med at blive digitaliseret, og det åbner masser af mulighed for at sætte sit præg, uanset hvilken jobfunktion du træder ind i.

Det er altså det fælles mål, de synlige værdier og den høje grad af medinddragelse, som gør os relevante i kandidaternes øjne – IT er ’bare’ værktøjet til at nå målet.

Vi ved også, at det for nogle kandidater har betydning, at Process Factory er ejet og ledet af kvinder. 

Derfor stiller vi os hellere end gerne på toppen af byens tage og råber, at: Der er masser af kvinder i it-branchen. 

Der er langt fra nok, men vi er her, og det skal vi huske at fortælle.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også