Klumme: Dét lærte vi af #FM22 – tre it-takeaways fra Allinge

Årets folkemøde er overstået, men der er masser af lektioner og ikke mindst to do-listen, hvis vi skal løse fremtidens it-udfordringer, lyder det fra topchef i Epico, Jan Hansen i denne klumme.
Epico arrangerede fem debatter på det netop overståede folkemøde på Bornholm. | Foto: David Engstrøm
Epico arrangerede fem debatter på det netop overståede folkemøde på Bornholm. | Foto: David Engstrøm
Af Jan Hansen, adm. direktør EPICO

Indrømmet: Vi havde selv vores overvejelser, inden vi besluttede at deltage på årets Folkemøde. For ville de fire dages arrangementer på Bornholm vise sig at være tiden værd, og ville vores deltagelse overhovedet kunne skabe den ønskede opmærksomhed og debat på vores hovedpointe? Nemlig at it også er velfærd?

Visionen var at sætte fokus på de udfordringer, vi som samfund står overfor, hvis vi skal undgå en akut mangel på it-kompetencer de kommende år – dét, man med et glimt i øjet kan driste sig til at kalde “kolde hænder” – via en række debatter, hvor problemstillinger og mulige løsninger kunne vendes.

Samtidigt var ambitionen også at skabe et attraktivt frirum over fadøl og fornøjelige toner til fri diskussion, hvilket som bekendt er noget af det sværeste at facilitere et sted som Folkemødet, hvor konkurrencen om publikum er tårnhøj.

Barren var med andre ord sat afskrækkende højt, men vi endte med at slå til – og resultatet og de erfaringer og takeaways, vi fik med fra Allinge, overgik alle forventningerne.

De fem arrangerede debatter bød bl.a. på deltagere som Elektronistas Christiane Vejlø, Konservatives Mona Juul, Radikales Katrine Robsøe, Digitaliseringsstyrelsens Adam Lebech m.fl., hvor der blev givet løsningsforslag på de mange problemstillinger, der skal adresseres for at sikre velfærdssamfundets digitale infrastruktur.

It er nemlig også velfærd, og stadigt større mangel på it-kompetencer er derfor en bombe under vores fremtidige velfærdsstat, hvilket de fleste paneldeltagere og publikum var enige i.

Specielt udfordringerne med at tiltrække it-talenter til det offentlige er markante, selvom manglen på arbejdskraft også rammer den private sektor, hvor man nogle steder allerede er nødsaget til at udsætte eller aflyse it-projekter på grund af manglende kompetencer.

Derfor skal vi udvikle langt flere it-talenter gennem vores uddannelsessystem, og de unge skal vide, at it er værdiskabende – særligt de it-projekter som i offentlig regi understøtter vores samfund.

Men der er samtidig nogle udfordringer, som skal løses: For de helt unge elever i folkeskolen skal teknologiforståelsen i højere grad være en del af skoleskemaet, således at interessen skabes allerede i 8-10 års alderen.

Gennem vores samarbejde med nonprofitorganisationen Coding Pirates oplever vi den store interesse, der er blandt de helt unge for eksempelvis at programmere og skabe sine egne apps. Det er sådanne tiltag, hvor de unges kreativitet styrkes gennem it, der skal bygges videre på i Folkeskolen.

Løsningen skal ske fra politisk hold; det kan simpelthen ikke være meningen, at vi mister it-talenter, fordi man kun kan få en uddannelsesplads i den anden ende af landet.

Vi skal også blive langt bedre til at tiltrække kvinder til it-uddannelserne, hvilket er en udfordring, som har været debatteret i årevis uden de store resultater – og noget vi bør kunne løse i fællesskab.

Vi håber, at vores deltagelse på Folkemødet har rykket ved debatten om manglen på it-kompetencer – og navnligt på en måde, der var festlig og fornøjelig, hvilket vi bare må konstatere er et must, hvis man som it-aktør skal vinde folks opmærksomhed til Folkemødet.

Der er nu blevet sat ord på udfordringerne: Der skal for det første kigges internationalt efter it-kompetencer, for det andet skabes større diversitet – herunder tiltrække flere kvinder – samt for det tredje oprettes langt flere studiepladser – og selvom den første korte etape er veloverstået, står vi nu ved “bjergetapen”, hvor der skal handling bag ordene.

Vi er i hvert fald klar her i “Silicon Ballerup”, så lad os komme i gang!

Klumme: Den store vildfarelse om gendannelse efter et hackerangreb

Klumme: Her er bøgerne der udfordrer mig som leder

Klumme: Statslige it-projekter i havsnød

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også