Klumme: Gamle it-systemer skal smides over bord mens vi er i karantæne

Coronakrisen skal udnyttes. Det mener Jeppe Hedaa, direktør for konsulenthuset 7N. Det er nu, der skal ryddes ud i gamle systemer, påpeger han i denne klumme.
Foto: Philip Flindt/7N/PR
Foto: Philip Flindt/7N/PR
Af Jeppe Hedaa, adm. direktør i 7N samt forfatter til bogen "Nucleon"

I sejlsportens verden, når vinden blidt blæser fra ryggen, ligger hele feltet samlet og holder en støt kurs, da ingen vil miste sin placering. Men hvad gør den dygtige kaptajn, når en storm pludseligt trækker op? Man får mandskabet op i omdrejninger og krydser klogt op imod vinden, så man kan distancere sig fra konkurrenterne. Det er i stormen, de bedste besætninger lægger sig i front.

Vi sejler netop nu midt i en sådan storm - en alvorlig sundheds- og efterfølgende økonomisk krise. Dog har den digitale udvikling gjort, at mange virksomheder kan holde kursen, fordi medarbejderne arbejder hjemmefra. Men det er bare ikke alle opgaver, der kan løses under en næsten verdensomspændende lockdown, og det åbner op for tid til at få styr på bagkataloget af gamle systemer og opnå en fordel længere fremme i kapsejladsen, når havet igen er roligt.  

Enormt mange gamle systemer

Det væsentligste problem blandt de største it-afdelinger i verden netop nu, er nemlig den enorme mængde af gamle systemer, som kun bliver større og større. Legacy-byrden, kalder vi den i fagsproget, og den er en tiltagende udfordring for de fleste. For bare 10 år siden, og tilbage i historien, var it-systemer isolerede øer, som betjente hvert sit forretningsområde: produktionssystemet, salgssystemet, HR-systemet etc. Men i 10’erne begyndte man at udvikle nye og sammenhængende systemer i en hidtil uset hastighed. Der skulle vindes markedsandele, konkurrenter skulle jordes med nye funktioner og bedre online brugeroplevelser, og man ønskede at automatisere så mange manuelle processer som muligt for at tjene flere penge. Flere indtægter og færre udgifter – forretningsfolket overtog suverænt it-agendaen.

Bliver holdt i live

Men alle de gamle it-systemer blev fortsat holdt i live. Enten fordi man manglede vigtige funktionaliteter i de nye systemer, eller fordi der fandtes data i de gamle, som ikke kunne flyttes. Det betød ikke så meget i starten, men nu er det i mange virksomheder blevet et stort problem. Her kan vi virkelig tale om mørketal, for ingen har overblikket over problemets omfang. Vi har haft for travlt, og vi har ikke fået ryddet ordentligt op efter os.

Det er en udfordring for mange, da legacy-systemerne optager dyrebare ressourcer i vores udviklingsafdelinger - i mange virksomheder bruges store andele af udviklingsstyrken til at vedligeholde antikke systemer. Alternativt er det i andre virksomheder en lille gruppe nøglepersoner, der står for vedligeholdelsen og som efterhånden nærmer sig pensionsalderen eller måske allerede er gået fra. Det betyder, at man i nogle situationer kun lige akkurat kan holde systemet i luften, men at man helst undgår rettelser og udvikling.

Risikoen er høj

Risikoen er med andre ord høj. Det gælder især, når vi snakker it-sikkerhed, der kun vil blive endnu mere forretningskritisk i de kommende år. Flere Legacy-systemer er nemlig usikre, fordi de kører på gamle versioner af software, der sjældent er opdateret jf. moderne sikkerhedsniveauer. De fleste af os husker eksempelvis det store globale NotPetya-angreb på Windows 7 maskiner, som bl.a ramte Mærsk hårdt.

Dermæst kræver lovgivningen også ændringer i it-systemerne hyppigere. Både fra EU og nationalt. Vi har alle oplevet smerten ved f.eks. GDPR-reglerne, men branchespecifikt har eksempelvis bankerne også skulle ændre meget ift. Basel II & III, anti-hvidvask og MiFID. Disse implementeringer bliver eksponentielt mere komplekse ved store mængder legacy.

Vi har med andre ord gennem det seneste årti samlet en dødvægt af hæmmende og personalekrævende systemer, som bremser fremdriften og åbner for sikkerhedsproblemer i virksomhederne. Det er under normale omstændigheder vanskeligt at finde ressourcer og tid til at få ryddet op i disse gamle systemer, dels fordi vi har for travlt, men også fordi vi har begrænsede servicevinduer til store forandringer. Men det er der måske netop tid til nu i denne karantænetid? For mange virksomheder kan denne storm være muligheden for, at den kloge kaptajn får smidt dødvægten over bord, krydser vinden og kommer ud i front, når stormen har lagt sig.

Klumme: Corona-Danmark uden digitalisering ville for alvor gå i stå 

Klumme: Statslige it-projekter handler om kritisk infrastruktur – vi har behov for langsigtede strategier 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også