USA ser Huawei og ZTE er "nationale sikkerhedstrusler"

To af verdens største teknoligvirksomheder, Huawei og ZTE, er blevet stemplet som "nationale sikkerhedstrusler" af USA.
Foto: Maria Broe Trustrup Hansen
Foto: Maria Broe Trustrup Hansen

De amerikanske kommunikationsmyndigheder, Federal Communications Commission (FCC), har tirsdag officielt valgt at betegne de to kinesiske teknologikæmper Huawei og ZTE som "nationale sikkerhedstrusler".

Det skriver Bloomberg News.

"Både Huawei og ZTE har tætte bånd til det kinesiske kommunistparti og Kinas militære apparatur. Vi sender en klar besked: Den amerikanske regering, og @FCC i særdeleshed, kan ikke og vil ikke tillade det kinesiske kommunistparti at udnytte sårbarheder i USA's kommunikationsnetværk," skriver Ajit Pai, som er formand for FCC, på Twitter.

Med den nye betegnelse vil det ikke være muligt for operatører af kommunikationsnetværk at modtage føderal støtte, hvis de anvender teknologi fra et af de to selskaber. Det vil ganske sikkert afskære mindre, regionale operatører fra at købe udstyr hos de to.

Spændingerne mellem USA og Kina på handelsområdet har spildt over på sikkerhedsområdet og teknologi. USA har længe peget på, at flere kinesiske teknologivirksomheder udgør en sikkerhedstrussel, da de menes at være kontrolleret af Kinas regering eller militær. Huawei er derfor allerede på den sorte liste hos de amerikanske myndigheder, hvilket begrænser amerikanske selskabers muligheder for at eksportere til Huawei.

Det amerikanske handelsministerium ophævede mandag også officielt den særlige handelsstatus, som Hongkong har haft, siden området blev overdraget fra Storbritannien til Kina den 1. juli 1997.

"Med det kinesiske kommunistpartis gennemførelse af nye sikkerhedstiltag mod Hongkong er risikoen for, at følsom amerikansk teknologi vil blive omdirigeret til Folkets Befrielseshær eller sikkerhedsministeriet, steget, samtidig med at områdets autonomi undermineres," udtaler Wilbur Ross, den amerikanske handelsminister, i en meddelelse, ifølge Bloomberg News.

Mandagens endelige beslutning var ikke nogen overraskelse. En rapport fra det amerikanske udenrigsministerium har tidligere peget på, at vilkårene for den særlige handelsstatus ikke længere var til stede, og USA's præsident, Donald Trump, har derfor annonceret, at den særlige status ville blive kaldt tilbage.

Danske medier kritiseres for betalte Huawei-arrangementer

Huawei-direktør: "Rent logisk er det et scenario, som der ikke er megen fornuft i" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også