Chipaktie i hopla efter regnskab

Den amerikanske chipproducent Micron Technology stiger torsdag med 8,5 pct. i kølvandet af regnskabet for andet kvartal, som var bedre end ventet på både top- og bund.
Foto: PR
Foto: PR
RITZAU/FINANS

Selv om guidance ligger i underkanten af det ventede, så tager investorerne i chipproducenten Micron Technology godt imod meldingen om, at efterspørgslen vil blive styrket i anden halvdel af regnskabsåret - hvilket ses som endnu et tegn på, at sektoren er ved at bevæge sig igennem perioden med svækkelse i efterspørgslen, som satte ind i andet halvår sidste år.

Micron fik i sit andet kvartal en omsætning på 5,84 mia. dollar mod ventede 5,83 mia. dollar, mens det justerede overskud landede på 1,71 dollar per aktie mod konsensus på 1,65 dollar, ifølge Bloomberg News.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 1,97 mia. dollar mod ventede 1,91 mia. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 3,43 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 3,57 mia. dollar.

Chipproducentens guidance for tredje kvartal skuffer dog, da selskabet venter en justeret indtjening per aktie i intervallet 75 til 95 cent mod konsensus 1,20 dollar per aktie, og da omsætningsguidance for perioden lyder på 4,6 til 5,0 mia. dollar mod en forventning om en toplinje på 5,34 mia. dollar.

Micron Technology vælger dog også at modificere sit investeringsniveau for hele regnskabsåret fra intervallet 9,0 til 9,5 mia. dollar til bunden af det interval, ligesom selskabet vil tilpasse flere af sine produktioner, af DRAM- og NAND-chips, for at matche efterspørgslen.

Det modtages med ros hos analytikerne, hvor flere af dem ifølge Bloomberg News i kølvandet af regnskabet har løftet deres kursmål for aktien.

Microns regnskab løfter samtidig stemningen i hele chipsektoren, som samlet stiger med 3,0 pct. i S&P 500.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også