ITWatch

Milliardopkøb i amerikansk chipsektor

Den amerikanske chipproducent Nvidia har mandag annonceret overtagelsen af konkurrenten Mellanox.

Ritzau Scanpix/Robert Galbraith
Foto: Ritzau Scanpix/Robert Galbraith

Amerikanske Nvidia overtager konkurrenten Mellanox for 6,9 mia. dollar eller næsten 46 mia. kr., da man vil betale 125 dollar per aktie i Mellanox.

Nyheden modtages med begejstring hos investorerne, som sender Nvidias aktie i plus med 5,8 pct., mens Mellanox' stiger med 8,4 pct. til 118,57 dollar.

Nvidia fremhæver, at overtagelsen vil medføre en sammenlægning af to af verdens førende aktører inden for high performance computing, og de to er tilsammen leverandører til 250 ud af verdens 500 største supercomputere, ligesom alle større udbydere af cloud-services vil være kunder i den samlede butik.

Blandt analytikerne lægges der ifølge Bloomberg News mærke til, at Nvidia med den venlige overtagelse af Mellanox er kommet Intel i forkøbet, og at sammenlægningen af de to forretninger især vil styrke mulighederne over for datacenter-kunder.

"Vi er tilbøjelige til at se positivt på sammenlægningen af Nvidia og Mellanox, da kompetencerne er komplementære og adresserer tendenser inden for datacenter processing og interconnect hastighed," hedder det fra Mark Lipacis, analytiker hos Jefferies. Han peger på, at en overtagelse vil være positivt på bundlinjen fra og med 2020.

Nvidia blev sidste år ramt af kollapset i bitcoins og andre kryptovalutaer, da efterspørgsel på chips til såkaldt mining faldt drastisk, og hos finanshuset Susquehanna påpeges det, at overtagelsen af Mellanox kan være med til at kurere Nvidias tømmermænd derfra.

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger