
Quizappen Kahoot, der er noteret på Merkur Markets, som er underlagt børsen i Oslo, overvejer nu at blive børsnoteret i USA, da selskabet oplever en stigende popularitet og gerne vil tiltrække større amerikanske investorer.
Det skriver Bloomberg News på baggrund af anonyme kilder.
Kahoot har dog ingen kommentarer til oplysningerne, skriver Bloomberg.
I 2019 blev Kahoot, der blandt andet har japanske Softbank og venturefonden Creandum i investorkredsen, noteret på Merkur Markets, som skifter navn til Euronext Growth Oslo.
Men selskabet kan være på vej op på den norske hovedbørs. I hvert fald meddelte Kahoot i forbindelse med en handelsopdatering den 5. januar i år, at selskabet vil forberede sig på at gøre sin entré på den norske hovedbørs muligvis i løbet af første kvartal.
Målt over det seneste år er Kahoot-aktien steget med over 400 pct. Onsdag eftermiddag ligger den 8,5 pct. højere i 132,20 norske kr.
Kahoot havde i fjerde kvartal 550.000 betalende abonnenter, skriver selskabet i handelsopdateringen.
USA: Spiludvikler debuterer med kursstigning på 17 pct.
Norsk softwareselskab bag populær quiz-app køber op stort millionbeløb