Direktør: Detaljeret strategi har banet vejen for voldsom vækst

De seneste år har GN Audio haft markant vækst i forretningen, og det skyldes ikke mindst en skarpskåren strategi, lyder det fra adm. direktør René Svendsen-Tune.
AF RITZAU/FINANS

Det er nærmest kun gået én vej for GN Groups headset-forretning, GN Audio, i de seneste to år, og det er op.

Gennem efterhånden mange år har forretningen været i vækst, men den har til dels stået lidt i skyggen for storebroren, høreapparatselskabet GN Hearing.

I 2017 og 2018 har det dog i høj grad været GN Audio, der har stjålet rampelyset på regnskabsdage og ved forskellige præsentationer. Hele fire gange siden november sidste år har GN Audio opjusteret forventningerne, efter at selskabet gentagne gange har overgået markedets forventninger.

Og det kan i stor grad tilskrives den strategi, der blev fremlagt på en kapitalmarkedsdag i efteråret 2016, hvor der blev fokuseret på tre grundpiller under titlen "hear more, do more, be more."

Her blev der sat skarpt fokus på innovation, kommercialisering og udvikling af medarbejderne. Og det har slået stærkt igennem i GN Audio, der i år venter at lande en samlet organisk vækst på 16-19 pct., efter at tallet efter de første tre kvartaler allerede var 19 pct.

"Da vi lagde den strategi frem, var det første gang i lang tid, at vi havde en meget præcis plan for de kommende år. Der var mange, der spurgte, om det var en strategi eller en plan. Og det var lidt midt imellem, for det var en meget detaljeret strategi," siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, i et interview med Ritzau Finans.

"Den har vi eksekveret næsten til bogstavet. Og der var ikke så meget diskussion i virksomheden om, hvad vi skulle, for det hele var nedfældet," uddyber topchefen.

Er I blevet bedre til at forudse, hvad der skal ske?

"Vi er blevet en dygtigere virksomhed alt i alt. Vi er blevet bedre på ledelsesniveau, og vi har også en bedre udviklings- og marketingmaskine. Alle funktioner leverer i dag på et andet niveau," siger René Svendsen-Tune.

Har givet stærkere platform

Han peger på, at strategien, der omfatter hele GN Group og løber til og med 2019, har givet GN Audio en markant stærkere platform at drive forretningen ud fra.

Og det giver resultater.

"Grundlæggende er det, fordi vi løbende har forbedret forretningen både på produktsiden og salgs- og marketingsiden. Vi har fået en bedre platform at arbejde på både internt og eksternt," siger René Svendsen-Tune.

"Når man så er dygtig og heldig med at have de rigtige planer og også kan eksekvere dem, så får man gode resultater. Det er det, der er lykkes i år," uddyber GN Audio-topchefen.

Succesen er primært baseret på den professionelle forretning, der sælger headsets til kontorbrug hos virksomheder og i det offentlige, men også forretningen for forbrugerelektronik - headsets til blandt andet løb og musik - som i lang tid har givet negativ vækst, er blevet vendt rundt.

I tredje kvartal gav den del en tocifret positiv organisk vækst. Forbrugerdelen står for omtrent 20 pct. af det samlede salg hos GN Audio, mens den professionelle forretning udgør 80 pct.

"Når du har en stærkere platform, har du også muligheden for at overpræstere. Når der er færre ting, der trækker i den gale retning, så arbejder det i stedet med hinanden. Det er sket i år, hvor produkterne er landet, som de skulle. Og vi har fået vendt forbrugerforretningen fra at give et negativt bidrag til at give et positivt bidrag," siger René Svendsen-Tune.

Mere salg til det offentlige

Ud over bedre styr på forbrugerforretningen har GN Audio også i den seneste periode mærket større efterspørgsel fra det offentlige i både Europa og USA.

Det trækker op i det samlede efterspørgselsbillede, og samtidig er der ofte tale om ganske store ordrer, når der skal købes headsets i det offentlige.

"Når man ruller ud i større offentlige institutioner, er det mange produkter, der bliver skudt af. Det øger den samlede efterspørgsel, at de også begynder at komme på, og det er også en del af den vækst, vi har kunnet præstere i år," siger René Svendsen-Tune.

Han peger på, at væksten i den offentlige sektor primært er kommet i Europa og USA, men at han også forventer, at det gradvist vil brede sig til resten af verden.

GN Group venter i øvrigt som samlet selskab at præsentere en ny langsigtet strategi i løbet af efteråret 2019. Den vil - ligesom den nuværende strategi - dække en periode for de efterfølgende tre år.

/ritzau/FINANS

GN Audio kigger på e-sport som muligt nyt område 

René Svendsen Tune: Større og bedre eksponering har løftet forbrugerbutik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også