René Svendsen Tune: Større og bedre eksponering har løftet forbrugerbutik

GN Audio oplever tocifret vækst i forbrugerforretningen, der fylder omkring 20 pct. af den samlede omsætning. "Vi har løftet vores detaileksponering ret kraftigt i løbet af året," lyder det fra direktøren.
AF RITZAU FINANS

GN Groups headset-forretning, GN Audio, har igen i 2018 haft et forrygende år, hvor væksten er løbet markant fra både selskabets egne og markedets umiddelbare forventninger ved indgangen til året.

En del af forklaringen er, at GN Audio har fået vendt udviklingen i sin forbrugerforretning, der i de foregående mange år har givet et negativt bidrag til væksten, mens den professionelle forretning omvendt er braget frem.

Det er den også i 2018, men samtidig kunne GN Audio i tredje kvartal præsentere tocifret vækst i forbrugerforretningen, der fylder omkring 20 pct. af den samlede omsætning.

Og det kan tilskrives en stribe mere fokuserede produktlanceringer samt store investeringer i marketingdelen.

"Vi har løftet vores detaileksponering ret kraftigt i løbet af året. Vi sælger vores produkter flere steder, end vi gjorde før, og vi har en mere professionel præsentation af dem," siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, i et interview med Ritzau Finans.

Væksten skal fortsættes

Han peger på, at det bestemt også er ambitionen, at den klart positive vækst i den lille del af forretningen skal fortsætte på niveauet fra tredje kvartal.

Og det kræver fortsat hårdt arbejde i de kommende år.

"Det er ambitionen, at vækstniveauet skal fortsætte. Vi skal fortsætte et positivt bidrag, og vi skal holde fast i den kadence, vi har nu. Vi skal levere nogle gode produkter, og vi skal eksekvere på de produkter, vi allerede har," siger René Svendsen-Tune.

"Hvordan mikset i den samlede forretning bliver er lidt usikkert, men det niveau, vi har i dag, passer meget godt," uddyber GN Audio-topchefen.

Gode muligheder som lille aktør

Selve vendingen måtte gerne være sket hurtigere, end det har været tilfældet, påpeger René Svendsen-Tune, men det har hele tiden været en del af kommunikationen udadtil, at det først var i 2018, at forbrugerforretningen igen skulle bidrage positivt til den samlede organiske vækst.

Og der er også gode muligheder for at fortsætte en positiv vækst i et forbrugermarked, hvor GN Audio - modsat det professionelle marked - er en meget lille aktør.

Det betyder nemlig, at man ikke i lige så høj grad er afhængig af et marked i samlet klar vækst for selv at sikre fremgang.

"Forbrugermarkedet er så stort, så hvis man som os er en lille spiller, er det meget op til én selv. Hvis man har en meget stor markedsandel, er det også meget op til udviklingen i markedet generelt. Når du er lille, er det i høj grad op til dig selv at løfte forretningen. Og det kan vi gøre uden at det i høj grad påvirker de store aktører," siger René Svendsen-Tune.

Vendingen i forbrugerforretningen har - sammen med en fortsat stærk udvikling i salget til kontorer og call centre i den professionelle forretning - været fundamentet for et helt igennem fremragende 2018 indtil nu.

I tredje kvartal var GN Audios samlede organiske vækst på hele 20 pct., og efter de første tre kvartaler af året har den organiske fremgang været 19 pct.

Tre gange i løbet af året har divisionen også opjusteret forventningerne, så de nu lyder på en organisk vækst på 16-19 pct. og en driftsmargin (EBITA) på "mere end" 18 pct. Efter de første tre kvartaler af året var marginen samlet set 17,2 pct.

Her hører det med til historien, at fjerde kvartal normalt er et meget stort kvartal for GN Audio på indtjeningssiden.

/ritzau/FINANS

"Så længe vi kan spille vores eget spil, er det bedre end at slås med en konkurrent direkte"

GN Audio leverer over forventning igen

René Svendsen Tune har vendt kriseramt GN Audio til lukrativ forretning

GN Audio kan blive ramt af Trumps seneste toldsabel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også