GN Audio kigger på e-sport som muligt nyt område

Topchefen hos GN Audio kigger på nye forretningsmuligheder, og e-sport er blandt andet i søgelyset. "Vi kigger på mulighederne, og så må vi jo se, om det er det værd," siger René Svendsen Tune.
AF RITZAU FINANS

GN Audio har haft imponerende godt gang i vækstmaskinen gennem de seneste to år, hvilket har medført en stribe opjusteringer - herunder tre af slagsen i 2018 alene.

Det kan tilskrives fortsat godt med fart på den professionelle forretning, hvor der sælges headsets til kontorer og call centre hos private selskaber og det offentlige, men også en vending i forbrugerforretningen, der i tredje kvartal leverede tocifret organisk vækst, efter at den del af forrentningen gennem flere år har trukket ned i det samlede regnskab.

Ambitionen hos GN Audio er at fortsætte fremgangen, men selskabet kigger også på muligheden for at træde ind på nye områder for at sikre sig ekstra vækst. En af de potentielt helt store muligheder ligger i e-sport, der gennem de seneste år har oplevet massiv vækst med stor sponsor- og tv-eksponering.

Endnu har GN Audio ikke produkter målrettet det segment, men det er et område, der holdes øje med fra hovedkontoret i Ballerup.

Men det vil kræve et springbræt ind i segmentet i form af et opkøb, som GN Audio også tidligere har gennemført med succes ved flere lejligheder.

"Vi er ikke inden for e-sport endnu. Alle spørger os om det, så det er selvfølgelig noget, vi kigger på. Da det marked allerede er veletableret, er det dog usandsynligt, at vi kan gøre det uden et opkøb. Dermed er det ikke sagt, at der er konkrete planer om, at vi laver et sådant," siger René Svendsen-Tune, der er administrerende direktør hos GN Audio, i et interview med Ritzau Finans.

Han peger samtidig på, at der også kunne være flere andre nye områder, men e-sport er det klart største i det ukendte territorium lige nu.

"E-sport er det største segment, hvor vi ikke er til stede nu, men man kan også tænke sig frem til områder, hvor man tager teknologi fra eksempelvis e-sport og udvider det til noget industrielt," siger René Svendsen-Tune.

Store muligheder og risici

Han kan lige nu nyde stor succes i den eksisterende forretning, hvor omtrent 80 pct. af salget kommer fra den professionelle forretning, mens forbrugerdelen står for den sidste femtedel.

Derfor er det et godt spørgsmål, hvorvidt det overhovedet kan betale sig for GN Audio at tænke i nye områder, der vil kræve store investeringer og en del ressourcer at møve sig ind på, når den eksisterende forretning leverer vækstrater på det nuværende niveau.

Men antennerne er i hvert fald altid slået ud, og så må tiden vise, om det danske selskab med tiden vil bevæge sig ind på eksempelvis e-sportmarkedet.

"Vi kigger på mulighederne, og så må vi jo se, om det er det værd. Hver gang, man laver et opkøb, er der store muligheder og også store risici," siger René Svendsen-Tune.

"Men vi tror ikke, at det er realistisk at begynde at udvikle sig ind i e-sport," uddyber topchefen.

/ritzau/FINANS

René Svendsen Tune: Større og bedre eksponering har løftet forbrugerbutik

"Så længe vi kan spille vores eget spil, er det bedre end at slås med en konkurrent direkte" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også