Iværksætter vil udrydde fejlagtige bankgebyrer

Med anslåede fejlfaktureringer på 100 mia. kr. på verdensplan om året er det et marked med stort potentiale, som iværksætteren Rasmus Heskier Schiønning har bevæget sig ind på med sin startup-virksomhed Be scord. Det skriver Børsen.
Be scord har udviklet en it-løsning, der giver virksomheder overblik over deres bankforretninger og betalingsadfærd. Den gør det muligt at finde besparelser og ikke mindst sikre mod fejlbetalinger.
"Der er nogle besparelser, man ikke ved er der, før man kigger på det. Det handler både om at optimere sine bankforretninger, men også om at få et bedre forhold til sin bank," siger Rasmus Heskier Schiønning til Børsen.
Han fik ideen til applikationen i 2014 og kastede sig siden ud i udviklingen af Be scord, der kom på markedet i september 2016. Kundelisten tæller Danske Commoditites og flere C20-selskaber, men der er endnu et stykke vej til overskud på bundlinjen. Rasmus Heskier Schiønning forventer dog et positivt dækningsbidrag inden for seks-otte måneder ifølge Børsen.