Garvet dansker i international it-toppost siger stop

Han har siddet i topstillinger i dansk og international it-branche i 37 år, men nu er det slut. Nu går jagten ind på et liv som dansk direktør, bestyrelsesmedlem eller business-angel, for "jeg er økonomisk uafhængig," som han siger.

Efter 37 år, 1,2 mio. kilometer i fly og 60 timers arbejdsuger siger Niels Svenningsen stop. Han fratræder frivilligt topstillingen i Schneider Electric, hvor han har ansvaret for 5.500 medarbejdere i ni lande.

"Jeg har tænkt over dette længe," siger Niels Svenningsen til ITWatch.

"Jeg gik til min ledelse i september sidste år og forklarede, at det her var min plan," siger han.

Topledelsen i den franske gigant accepterede, at de her havde at gøre med en af deres topchefer, der selv gerne ville trække stikket. Schneider overvejede blandt andet, om man kunne give ham en stilling i den globale gigant med base i Danmark – uden en masse rejseaktivitet.

Men det kunne man ikke, så derfor stopper Niels Svenningensen helt. Livet på farten har slidt på den garvede dansker.

"Jeg har fløjet 1,2 mio. kilometer. Jeg har fløjet 1200 flyvninger. Det har stået på hver eneste uge i 14 år. Det er en utrolig stor del af mit liv, og på et tidspunkt må man sige til sig selv, at det må være det. Det er simpelthen for hårdt."

Han forklarer, at han i perioder aldrig har været hjemme og har været afskåret fra at deltage i ret meget i privaten.

En af de helt tunge i den danske it-branche

Niels Svenningsen er en af de helt tunge i den danske it-branche og han har været snart sagt overalt. Hans CV er en opvisning i internationale giganter på tech-fronten startende fra IBM, hvor han i firserne var nordisk marketingschef.

Herfra over Compaq Computers, Aston Websales, hvor han var adm. direktør, til HP som landechef, Top Nordic som adm. direktør, ditto i Dansk Bredbånd, emea-chef i Hitachi Data Systems, videre til danske Jabra for i de sidste omkring fire år at sidde i topstillinger i Schneider Electric.

"Jeg har i 37 år brugt 60 timer om ugen i toppen af store virksomheder. Alene når man ser det tal, tænker man: Er han rigtig klog? Jeg startede, da jeg var 18 år gammel, nu er jeg 54."

Han understreger, at han forlader jobbet med en utrolig tilfredshed over, hvad han har fået mulighed for.

"Men man skal spørge sig selv: Hvor længe gider jeg det her? Så da jeg fløj hjem torsdag, tænkte jeg: 'Hvor er det her dejligt'."

Har du hele tiden følt dig sikker på beslutningen?

"Ja. Det har været en utrolig god beslutning og en utrolig god proces. Nu er det aftalt, at det bliver ved slutningen af april. Jeg er glad, mine unger er glade, min kone er glad. Jeg har 5500 medarbejdere, som naturligvis reagerer forskelligt, men det har været en fantastisk god oplevelse."

Du har været alle steder i dansk og international it-branche. Hvad har du med derfra?

"Når man ser tilbage, kan jeg se, at jeg har været utrolig heldig. Jeg har været i alle kulturer – asiatiske, amerikanske, en fransk og en stor dansk. Jeg har utrolig meget viden med fra at drive forskellige virksomheder."

Forkærlighed for det amerikanske

Han siger, at hans kærlighed især har været til den amerikanske virksomhedskultur.

"Den der fanden i voldske tro på sig selv. Ud over stepperne, det er det, jeg nu vil gå efter. Men omvendt ved jeg, at jeg ikke skal arbejde for et stort globalt firma igen. Det har jeg ikke lyst til."

Du er med andre ord kommet hjem igen?

"Ja, det er jeg. Arbejdet skal være med base i Danmark. Det kan være en ny direktørstilling eller bestyrelsesposter. Eller jeg kan investere i en virksomhed."

Har du tjent nok til, at du kan lade være med at arbejde?

"Ja, det har jeg. Jeg er økonomisk uafhængig, og det er derfor, jeg kan tillade mig at gøre det her. Jeg ved, at jeg kan tage det roligt."

Hvad vil du helst?

"Det ved jeg ikke endnu."

Hans tanker kredser blandt andet om at give noget videre. Coache yngre mennesker, der er midt i arbejdet med at etablere en startup. Han tænker også på at træde ind i rollen som adm. direktør i en mindre dansk tech-virksomhed med internationale ambitioner.

"Eller det kan være bestyrelsesposter," siger Niels Svenningsen.

Men omdrejningspunktet er at komme tættere på salget igen.

"Jeg savner at komme ud og svinge med tasken. Det har jeg savnet i det her job, for med så mange lande, ni lande, samt 5500 medarbejdere, så er der meget intern proces."

Måske direktør igen

Vi har set erfarne topchefer, der går ind i mindre selskaber. Eksempelvis Leif Vestergaard, der er i Targit i dag. Er det en vej for dig?

"Ja, det kunne det sagtens være. Det er et godt eksempel. Det er sådan noget, jeg tænker på. For når man kommer op i 50'erne, bliver man træt af hamsterhjulet."

Men igen, overvejelserne går også på at blive professionelt bestyrelsesmedlem eller business-angel.

"Det skal være det rigtige. Og jeg vil helst have et liv uden 60 timer om ugen. Jeg skal nemlig også have forbedret mit golf-handikap, og så har jeg booket fire rejser med min kone," siger han.

Det er det, der fylder mest for ham nu og her. Det at lande efter de mange år i store internationale virksomheder.

Tror du, alle forstår, at du går fra sådan et job, som du forlader?

"Nej, men det er derfor, det er vigtigt for mig, at jeg er uafhængig økonomisk," siger han.

Schneider Electric udpeger dansker som chef for Nordeuropa 

René Svendsen Tune har vendt kriseramt GN Audio til lukrativ forretning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også