Erik Damgaard: Det er ligegyldigt for Visma, om selskabet sælger software eller kaffe
Visma er ikke et softwarehus.
Sådan lyder den klare udmelding fra Erik Damgaard i et interview med Computerworld.
Den tidligere Navision-stifter er i dag adm. direktør i regnskabs- og bogføringsprogrammet Uniconta. De primære konkurrenter er Microsoft og Visma E-conomic, men dem frygter Damgaard ikke.
"Microsoft er et softwarehus, der køber op for at udvikle og forbedre. Visma køber, bare for at hive penge ud. Det er ikke et softwarehus. Visma kunne ligeså godt have købt Lagkagehuset eller Joe & The Juice i stedet for E-conomic. Det er ligegyldigt for Visma, om selskabet sælger software, kaffe, juice eller brød. Visma har bare nogle milliarder, der skal give flere penge," siger Erik Damgaard til Computerworld.
Ifølge Erik Damgaard fyrer Visma "alle folk med planer", når selskabet køber en ny virksomhed, og han lægger ikke fingre imellem, når han uddyber: "Det er heldigt for mig, at alle de kreative medarbejdere bliver fyret."
Erik Damgaard, som skabte Navision sammen med sin bror, Preben Damgaard, tabte over finanskrisen en mia. kr. I 2016 startede han Uniconta op med 15 mio. kr., som han tjente på et salg af en vindmøllepark, hvilket var Erik Damgaards eneste kapital efter den økonomiske krise.