Juncker vil spille ud med skat på it-giganter næste år

Internettets giganter slipper rundt regnet med under det halve i skat i forhold til traditionelle selskaber.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. | Foto: Markus Schreiber/AP/POLFOTO
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. | Foto: Markus Schreiber/AP/POLFOTO
AF RITZAU

EU-Kommissionen vil næste år spille ud med forslag til nye regler, der skal sørge for, at internetgiganter ikke slipper for at betale skat i EU-landene.

Det siger EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, fredag i Tallinn efter EU's første digitale topmøde nogensinde.

Skat skal betales, hvor pengene er tjent, uanset om de er tjent online eller offline, lyder budskabet.

"Kommissionen vil næste år foreslå nye regler for fair og effektiv beskatning, der giver juridisk sikkerhed og ens spilleregler for alle," siger Juncker efter topmødet.

Det er ikke mindst den franske præsident, Emmanuel Macron, der har presset på for at sikre beskatning af de store it-selskaber.

Støttet af blandt andre Tyskland har Macron foreslået at indføre en skat på it-giganternes omsætning.

Danmark er enig i målet om at få alle til at betale den skat, de bør, men er som flere andre EU-lande skeptisk over for at indføre sådan en ny form for skat.

Juncker erklærer sig dog overbevist om, at EU-landene finder et kompromis.

Et stort problem

Problemet er stort. De nuværende skattesystemer er designet, før internettet boomede.

Det betyder ifølge EU-Kommissionen, at internettets giganter rundt regnet slipper med under det halve i skat i forhold til multinationale selskaber, der er fysisk til stede.

Europa-Parlamentet har desuden vurderet, at EU-landene fra 2013 til 2015 er gået glip af over 40 milliarder kroner i skatter alene fra Google og Facebook.

I sidste uge spillede EU-Kommissionen ud med sine første overvejelser om, hvad der kan gøres.

EU kunne på kort sigt indføre en skat på omsætning, som Macron har foreslået, lød det.

EU kunne også beskatte pengetransaktioner eller lægge en afgift på annoncer på nettet.

Det haster i hvert fald med at finde en løsning, mener EU-Kommissionen.

Flere lande er således begyndt at handle på egen hånd. Men det kan give skævheder på EU's indre marked og skabe nye smuthuller.

EU ser helst en global løsning gennem OECD og G20.

Men EU må også være klar til at rykke selv, hvis der ikke kan findes en global løsning, mener EU-Kommissionen.

Google retter sig efter krav fra EU-Kommissionen

Google skiller omstridt shoppingportal ud i nyt selskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også