Kommuner: Persondatabøder vil gå ud over velfærden
Hos landets kommuner advarer man mod at indføre bødestraffe til de offentlige myndigheder, hvis de, efter den nye persondataforordning (GDPR) fra EU træder i kraft til maj næste år, sjusker med borgernes persondata. Det vil gå ud over velfærden, lyder argumentet fra kommunerne.
Det skriver Politiken.
Der har ellers de sidste 2½ år været et folketingsflertal, som netop ønskede at holde de offentlige myndigheder ansvarlige i tilfælde af datalæk, men i et udspil til en ny databeskyttelseslov har regeringen undladt at adressere denne problemstilling. Hos kommunerne frygter man konsekvenserne af en kommende lovændring.
"Konsekvensen ved bødestraffe vil blive, at der skæres i den offentlige service. Hvis vi får en bøde, kan vi ikke tage af aktionærernes pengetanke, men er nødt til at skære i velfærden. Og det vil være meget uheldigt," siger Henrik Brix, formand for Foreningen af Kommunale it-chefer.
Der er ellers basis for at stramme op hos de kommunale institutionerne, efter en kontrol fra Datatilsynet i november 2016 viste, at der i to tredjedele af de 15 undersøgte kommuner var alvorlige fejl, mangler og brud på persondataloven.
Relaterede artikler:
Frygt for bøder giver nye opgaver til it-sikkerhedsfolk
For abonnenter