Succesfulde it-iværksættere: Sådan er det at sælge til en stor organisation

Kringlede beslutningveje, mindre albuerum og større tryghed. Det er nogle af beskrivelserne, når tre af Danmarks succesfulde it-iværksættere Frank Rasmussen, Morten Strunge og Tommy Ahlers sætter ord på, hvordan det opleves at gå fra at være herre i eget hus til at komme under en stor virksomheds vinger.
Det skriver Berlingske Business.
De tre pengemænd peger alle på, at en af de største udfordringer ved at sælge sin virksomhed til en gigant er, at man mister indflydelse - og at det bliver sværere at eksekvere en idé.
"Udfordringen er, at man ikke bare kan træffe en beslutning og eksekvere den," forklarer Frank Rasmussen, der solgte Telmore til TDC i 2006 og ligeledes har solgt softwareselskabet Cube IO til telegiganten. I dag er han direktør for selskabet under TDC's ledelse.
Stifteren af mobilselskabet Onfone, Morten Strunge, har ligeledes prøvet at arbejde under TDC's ledelse, da han solgte sit mobilselskab i 2011. Han skulle bruge mere tid på at tale med folk og holde statusmøder og advarer i Berlingske om, at man godt kan blive drænet af at holde møder bare for at holde møder. Samtidig fremhæver han også, at det tager længere tid at sparke initiativer i gang.
Endelig har avisen også talt med Tommy Ahlers. Han solgte mobiltjenesten ZYB til Vodafone for en kvart milliard, men traf efter eget udsagn en forkert beslutning, da han ikke takkede ja til et job i ledelsen, men i stedet valgte at blive tæt knyttet til ZYB. En tydelig fejl, kalder han beslutningen i dag.
Nogle år senere solgte iværksætteren intranettet Podio til amerikanske Citrix, og her sagde han ja til en topstilling. Det betød, at han sad tæt på budgetforhandlingerne og derved kunne sørge for ressourcer til Podio - noget han ikke var opmærksom på med ZYB.