3-boss er tilfreds med regnskab trods mindre vækst

Det er svært at tjene penge og vokse på mobilmarkedet, og derfor er 3's adm. direktør, Morten Christiansen, tilfreds med teleselskabets nye regnskab, siger han til ITWatch. Forude truer en regning, når Plentis kunder skifter til TDC's netværk.
Foto: PR/3
Foto: PR/3

Efter en vild vækst i andet kvartal, er teleselskabet 3 tilbage i en mere "normal gænge" i tredje kvartal, som adm. direktør Morten Christiansen udtrykker det over for ITWatch.

Selskabets kunne i perioden byde 17.000 nye kunder velkommen, mens tallet var over dobbelt så stort i kvartalet inden, nemlig 37.000 nye kunder.

Alligevel er Morten Christiansen tilfreds med det kvartalsregnskab, som han netop har præsenteret.

"Vores marginer og evne til at tjene penge ligger flot i et presset marked. Man kan sammenligne os med Telia og Telenor, når de kommer med kvartalsregnskaber. Så vil man sandsynligvis se, at vores evne til at tjene penge ligger over deres – det har man i hvert fald set i en række år," lyder det.

Han peger på, at andet kvartal var ekstraordinært, fordi 3 kunne lokke en række kunder med nogle gode roaming-løsninger, da EU's nye roaming-regler trådte i kraft.

Samlet har 3 nu 1,266 mio. kunder, som vel at mærke opgøres i forhold til antallet af udstedte simkort – så den samme person kan tælle med flere gange. Omsætningen steg i tredje kvartal til 713 mio. kr., hvilket er 10 mio. kr. mere i forhold samme kvartal sidste år.

Ebitda faldt en smule til 168 mio. kr., og endelig dykkede serviceomsætningen også med 14 mio. kr. i forhold til tredje kvartal sidste år, så den nu er på 443 mio. kr.

"Det er helt i tråd med vores forventninger," siger Morten Christiansen.

"Markedet er presset med fire operatører. Der bliver kæmpet ved barrikaderne og skyttegravene. Så vores evne til at tjene penge er rimelig ok," fortsætter han.

Roaming-regler udløser omsætningsfald

Han peger på, at faldet i serviceomsætningen skyldes, at flere kunder bruger data i udlandet, og at kunderne også bruger mere data end tidligere. Derfor skal 3 betale flere penge til udenlandske operatører, som selskabet trækker fra i nettoomsætningen.

Faldet i serviceomsætningen vidner om en ny virkelighed for teleselskaberne, vurderer Morten Christiansen.

"Jeg tror, at vi alle skal indstille os på, at roaming bliver en stadig stigende omkostning. Den generelle adfærd er, at der bliver brugt mere data, når folk er i udlandet."

Dog trøster han sig ved, at engrospriserne, som et teleselskab betaler en udenlandsk teleoperatør for kundens brug af data, bliver reguleret ned af EU de kommende år.

"På den måde er jeg rolig. Uden den regulering ville jeg nok svede lidt mere i håndfladerne."

Mister kæmpe kunde

En anden joker for 3 i den nære fremtid er de omkring 90.000 Plenti-kunder, som senest til marts rykker væk fra 3's netværk, efter TDC's køb af Plenti.

"Det vil naturligvis smitte af. Det er en kæmpe kunde, som vi mister. Så selvfølgelig vil det påvirke vores samlede omsætning."

Hvor meget?

"Det må vi vente med at se, til vi kommer ind i det nye år."

Samlet ser Morten Christiansen et mobilmarked, som det er sværere og sværere at lave vækst i. Han sætter blandt andet sin lid til produktet 3likehome, som giver kunder fri data i en række lande.

"Det er et produkt, som vores kunder sætter enormt meget pris på. Vi har lige lagt Thailand på, og selvfølgelig bliver vi ved med at vælge nye destinationer til vores kunder, så vi kan gøre deres rejseoplevelse lidt billigere," lyder det.

3 åbner for fri roaming i Thailand

Teleselskabet 3 undlod at byde på Plenti

3-chef kritiserer politisk fokus på kabelnedgravning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også