Teledata-sagen har nu sat 29 personer på fri fod

"Fuldstændig kaotisk". Sådan siger en advokat til Viborg Stifts Folkeblad om udsatte straffesager.
Foto: Tobias Nicolai/JPA
Foto: Tobias Nicolai/JPA
AF RITZAU

29 personer er indtil videre blevet sat på fri fod fra arresthuse og fængsler på grund af uroen om brugen af teledata i straffesager.

Det oplyser anklagemyndigheden onsdag formiddag. Ud over løsladelserne fra varetægtsfængsling er 24 forskellige sager ved domstolene blevet udsat til senere, viser en status pr. tirsdag klokken 16.

Såvel løsladelser som udsættelser skyldes et indgreb fra landets øverste anklager. Rigsadvokat Jan Reckendorff bestemte søndag 18. august, at teledata ikke må bruges som bevis i straffesager og heller ikke må være grundlag for varetægtsfængsling.

Der er tale om et midlertidigt stop. Indgrebet løber frem til 18. oktober.

Begrundelsen er, at Rigspolitiet har fundet fejl i teleoplysninger om telemasters nøjagtige placering.

Indtil omfanget af fejlen og dens eventuelle betydning er afklaret, ønsker rigsadvokaten ikke, at oplysningerne bruges i retten. Han vil være på den sikre side.

Fejl i it-system

I forvejen er sagen om teledata blevet kaldt en skandale. Det skyldes, at Rigspolitiet i foråret konstaterede fejl i it-systemet, som konverterer teleselskabernes oplysninger om mobiltelefoners placering. Sagen kom frem med forsinkelse. Dommere og forsvarere fik ikke straks besked.

Den sags konsekvenser skal afklares af en landsdommer og andre, som Justitsministeriet har udpeget.

En af de udsatte straffesager drejer sig om tre mænd fra Viborg. De blev sidste år dømt af byretten for en række biltyverier, og deres ankesag skulle have været behandlet ved Vestre Landsret i denne uge, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

En af de tiltaltes forsvarere er advokat Lars Tousig. Han har forgæves bedt om løsladelse af sin klient.

"Teledata-sagen betyder, at der er mange sager, der går i stå, og jeg er også bange for, at der er mange varetægtsfængslede, der kommer til at sidde og vente længe på at få sager behandlet," siger han ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

"Lige i øjeblikket er det fuldstændig kaotisk."

Forsvarsminister afviser frygt for spionage i TDC-center i Rumænien  

Teleindustrien fortsætter kritik af politiet

Rigspolitiet har modtaget 12.000 anmeldelser om cyberkriminalitet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også