Udspil: Bredbåndspuljen for 2018 bliver mere end fordoblet
Bredbåndspuljen bliver udvidet betydeligt. Regeringen og Dansk Folkeparti vil således øge puljen med 60 mio. kr., så der samlet er 100 mio. kr. at ansøge om til bredbåndsprojekter i 2018. Samtidig planlægger man at forlænge og forøge puljen fra 2019, hvor den ellers skulle være udfaset.
Det fremgår af et udspil til bredbåndspuljen, som ITWatch har set.
Planerne kommer samtidig med, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har varslet et nyt teleudspil, som han præsenterer mandag formiddag.
Afskærer byadresser
I forbindelse med bredbåndspuljen vil også sætte egenbetalingen op fra 2000 kr. til 4000 kr. pr. adresse og så vil man afskære personer med byadresser i de såkaldte bykommuner fra at kunne søge midlerne, fremgår det af udspillet.
Dermed lader det til, at parterne har lyttet til kritikken af, at dele af midlerne fra bredbåndspuljen tidligere er gået til projekter i områder, hvor husene ligger tæt på hinanden.
Målet med bredbåndspuljen er at sikre hurtigt internet i de steder af landet, hvor tele- og energiselskaberne holder sig væk, fordi det ikke kan betale sig at grave kabler i jorden.
Men i 2017 fik områder i København fået støtte fra puljen. Det fik Landdistrikternes Fællesråd til at sige, at puljen var skruet forkert sammen.
Et bredt flertal i Folketinget har en målsætning om, at alle danskere skal have adgang til bredbåndshastigheder på 100/30 mbit i 2020.
På landet i Nordjylland får man fiber uden penge fra bredbåndspuljen