Facebook-ejer: Metaverset vil blive en milliardindustri - også i Danmark

Om et par håndfulde år vil metaverset have skabt helt nye muligheder for både erhvervslivet, sundhedssektoren, for studerende og mange andre. Det mener Facebooks ejer Meta. Her forventer man, at økonomien vil boome og at danskernes digitale kreativitet vil give os en skarp kant i konkurrencen.

Foto: PR

Jeg sidder overfor Metas danske landechef, Pia Tandrup ved et mødebord i et mødelokale på en strand. For lidt siden var vi i en by, der kunne minde lidt om en fremtidsagtig, tegneserie-udgave af Berlin.

Pia Tandrup har ingen ben. Det har jeg heller ikke. Til gengæld har jeg fået et blåt slips på.

”Systemet halter endnu lidt på kapaciteten, så vi har altså ikke ben herinde. Foreløbig er det kun en betaversion af Horizon Workrooms, vi sidder i,” forklarer Pia Tandrup.

I virkeligheden sidder hun ude i Carlsbergbyen, og jeg sidder på Rådhuspladsen i København med hver vores VR headset på. Vi holder møde på en af de platforme, der kommer til at være en del af metaverset - Metas store sats, som mange taler om, men få rigtig har forstået omfanget af.

Systemet halter endnu lidt på kapaciteten, så vi har altså ikke ben herinde.

Pia Tandrup, dansk landechef for Meta

ITWatch har sat Pia Tandrup i stævne til snak om, hvad Meta - der tidligere hed Facebook - selv venter sig af teknologien.

”Det giver os noget, et zoom-møde ikke gør. Vi opnår en følelse af at være sammen. Man afbryder ikke hinanden, og vi kan sidde rundt om et bord sammen. Det er lidt fjollet, og grafikken er lidt naiv. Men man arbejder hårdt på at udvikle det, og udviklingen er nærmest eksponentiel,” fortæller hun.

Ung og animeret

Pia Tandrup har selv valgt sin avatar i denne tidlige forløber for metaverset. Hun ser ung ud og har store øjne. Hun taler og gestikulerer med sine arme, rykker lidt rundt på stolen og alt ser i det hele taget ret naturtro ud, hvis man da ellers kan abstrahere fra den lidt computerspil-agtigte grafik. Det er slet ikke til at se, at hun ikke har nogen ben, før hun rejser sig op og skriver noget på en tavle til højre for os.

”Man kan selv vælge sine farver og sit tøj og også hvilken facon, man vil have. Om fem år vil du formentlig kunne få en avatar, der ligner dig selv præcist som en digital gengivelse,” siger hun.

Foto: PR
Foto: PR

”Jeg tror, metaverset fortsat ligger ti år ude i fremtiden. Men vi tror på, at det er et bud på, hvordan man kan holde kontakten og være sammen med mennesker, man ellers ikke kan være sammen med i dag. Det er en naturlig forlængelse af de løsninger, vi har i dag, og i fremtiden vil metaverset byde på store økonomiske muligheder, selv hvis det kun bliver en mindre del af den digitale økonomi,” siger hun.

Pia Tandrup henviser til en rapport, udgivet af konsulenthuset AG Analysis Group, der har forsøgt komme med bud på, hvor meget metaverset kan komme til at fylde i fremtidens økonomi - altså ikke blot de elementer, som Meta udvikler, men alle de platforme og varianter for forskellige udviklere, der vil opstå de kommende år som en forlængelse af den nuværende internetøkonomi.

Enorme beløb - måske

Ifølge rapporten kan vi vente, at metaverset kan få en økonomi på op mod 3,1 billioner dollars (i 2015-tal), svarende til 2,8 procent af det globale BNP i 2031 - men dog forbundet med den usikkerhed, at prognosen omhandler et virtuelt univers, der reelt ikke findes i dag. Godt nok sidder vi til ry virtuelt møde netop nu, og vi kan ændre mødelokalets placering og meget andet. Men vi kan ikke rejse os op og gå et andet sted hen, for mødelokalet er blot et mødelokale, ikke en verden.

Og så har vi heller ikke ben at gå på.

Efter fem minutters samtale har man vænnet sig lidt til de uvante omgivelser. Oplevelsen af at sidde et i computerskabt univers glider hurtigt i baggrunden, også selv om det hele er lidt primitivt og kantet. Og også selv om der hænger et billede af en slags fiskekutter omme bag ved den benløse landechef, som er svært at abstrahere fra.

Foto: PR
Foto: PR

Hun fortæller, at kapacitet er en udfordring - både rå processorkraft, men også internetforbindelser. Og endelig vil de færreste gå rundt med store VR-headsets. Udfordringen er, at få headsettet til at ligne rigtige briller, og Meta har allerede indledt et samarbejde med Ray-ban om at udvikle briller, der er lidt lettere at have med at gøre.

”For os handler det om forbinde mennesker og at forbinde virksomheder. Men det er kun kreativiteten, der sætter grænser for, hvilke verdener, man vil kunne skabe herinde. For eksempel i undervisningen - for det er da meget sjovere at besøge det gamle Rom, end blot at læse bøger om det,” fortæller hun.

Ingen forretningsmodel endnu

Meta har selv nogle ideer om, hvordan en forretningsmodel for Metaverset kan udvikle sig. Men så langt er teknologien slet ikke endnu, og det er foreløbig lidt uvist, hvilken vej det hele tager, og om mennesker vil tage denne måde at mødes på ind som en naturlig del af vores liv.

Pia Tandrup forklarer, at det ikke er hensigten af Meta vil sætte sig på alt. Visionen er, at metaverset skal være forbundne rum, hvor man kan mødes og gå rundt sammen, uanset hvilken platform, man har valgt.

”På samme måde som på resten af internettet,” forklarer hun.

Selv om meget er usikkert, har metaverset allerede vakt masser af nysgerrighed, og nogle spirende forretningsmodeller er allerede dukket op: Webshops kan lade kunderne prøve tøjet, virksomheder kan holde virtuelle møder, hvor man faktisk fornemmer, at man er i et møde, og hvor man kan sætte gule post-its op på tavlen eller ringe ind og være med alligevel. Andre bud er undervisning, rejser, gør-det-selv-opgaver og meget andet.

”Op mod 40 procent af spilselskabernes omsætning i dag, er skins og assets, der betragtes som virtual goods. Det tror vi også kan blive aktuelt i metaverset, hvor man vil kunne betale for at have et bestemt slips, eller have tøj fra en bestemt kollektion, og i det hele taget bygge sin egen virtuelle persona,” siger hun.

Hun fortsætter:

”Det vil blive muligt for brands at opbygge hele universer omkring sig selv, og vi forventer, at der kommer en hel økonomi omkring de brugere og virksomheder, der vil bygge sig selv og deres identitet og tilstedeværelse omkring deres avatarer i metaverset,” siger hun.

Stor interesse, men ingen kunder

Pia Tandrup demonstrerer, hvordan man kan hoppe rundt mellem de forskellige pladser ved mødebordet, og pludselig sidder hun ved siden af mig, og lyden er fulgt med over til venstre for mig. Jeg må dreje hovedet for at kigge på hende. Da hun sad overfor mig fik jeg en fornemmelse af, at jeg ville komme til at sparke til hendes ben under bordet, hvis jeg strak mine ud - selv om vi ikke har ben.

Foto: PR
Foto: PR

Nu sidder hun ved siden af, og jeg må dreje hovedet for at se hende. Det føles sælsomt livagtigt og lidt ubehageligt at skulle sidde skråt på stolen for at se på hende, mens hun taler.

Meta har jo ikke kunder til det her. Vi er med til at bygge de tekniske løsninger, men som på vores andre platforme skaber vi ikke indholdet.

Pia Tandrup, dansk landechef for Meta

”Meta har jo ikke kunder til det her. Vi er med til at bygge de tekniske løsninger, men som på vores andre platforme skaber vi ikke indholdet. Det er en platform, vi stiller til rådighed, og nogle bruger allerede denne slags løsninger, for eksempel hotelkæden Hilton, der bruger VR til at onboarde nye ansatte, som kan gå rundt og se hotellerne i en virtuel verden,” siger hun.

Men også kommercielt er der interesse:

”Når man går ind I VR bliver man mødt af en række apps fra mange forskellige virksomheder, som vi kender det fra vores telefon. De kommercielle muligheder vil være uendelige, fuldstændigt som vi ser det på internettet, men i metaverset vil der være langt større rum for interaktivitet,” siger hun.

Uagtet at VR allerede i dag er imponerende, og også Metas udgave er ganske overbevisende, er de store gennembrud fortsat et stykke ude i fremtiden, understreger hun.

”Udviklingen er stadig i sit helt spæde stadie, og kan sammenlignes lidt med de første år på internettet, hvor vi skulle kalde op via et modem. Den gang midt i 90’erne havde vi ingen anelse om, hvordan internettet ville ende med at se ud. Vi er lidt det samme sted med metaverset lige nu.”

Kommer til Norden snart

Endnu koster et Oculus headset omkring 3.500 kroner, men priserne kommer endnu længere ned, og selve headsettet vil skrumpe, forklarer hun. På et tidspunkt vil det blive relevant for skoler, og også en anden måde at rejse på.

Udviklingen er stadig i sit helt spæde stadie, og kan sammenlignes lidt med de første år på internettet, hvor vi skulle kalde op via et modem. Den gang midt i ’90erne havde vi ingen anelse om hvordan internettet ville ende med at se ud. Vi er lidt det samme sted med metaverset lige nu.

Pia Tandrup, dansk landechef for Meta

”Man vil måske kunnet tage til Louvre og se på kunst uden at stå i kø. Man kan se på hus med en ejendomsmægler, eller tjekke et hotel ud inden man booker det. Det vil komme naturligt til os, for meget handler jo om worklife-balance og om at nedbringe CO2. Man kan måske endda få hjælp til at reparere sin egen bil,” siger hun.

Interviewet er ved at være slut. Vi har været i betaudgaven af Horizon Workrooms i godt 45 minutter, og man kan godt blive lidt svimmel. Pia Tandrup afslører, at hun egentlig fortsat foretrækker at mødes i den virkelige verden - men at hun også sagtens kan forestille sig, at der kommer meget VR i fremtiden. Især blandt de unge, der allerede nu bruger meget af deres tid i et computerspil, hvor AR, VR og virtual goods er udbredt.

”Især i Danmark, hvor vi er så glade for teknologi, og hvor vi er så gode til at tænke i teknologi, der skabes med individet i centrum. Vi har en lang tradition for og er gode til film, til computerspil og til storytelling, fordi vi er gode til at tænke ud fra mennesket. På den måde kan vi også noget essentielt, der er en fantastisk forudsætning for at få succes med metaverset,” siger hun.

Meta lancerer snart Horizon Worlds i vores del af verden, og her vil virksomheder og personer så kunne bygge deres egne universer, dog fortsat i denne tidligere udgave af, hvad der venter forude.