Chromebook-nøl fra ministre får bekymring til at vokse hos kommuner

Regeringen er ikke klar til udmelding om Chromebook-sag, og det skaber bekymring hos afventende kommuner.
Kommunernes Landsforening (KL) har flere gange bedt om, at regeringen melder sig ind i Chromebook-sagen | Foto: Martin Lehmann
Kommunernes Landsforening (KL) har flere gange bedt om, at regeringen melder sig ind i Chromebook-sagen | Foto: Martin Lehmann
af RITZAU ‎

52 kommuner må fortsat spejde langt efter regeringens hjælp til, hvordan skolestarten skal håndteres efter sommer vedrørende brug af Chromebooks i folkeskolen.

For nylig har Kommunernes Landsforening (KL) i endnu et brev til tre ministre opfordret regeringen til at komme på banen. 

”Regeringen arbejder på sagen, men er ikke klar til at melde noget ud endnu,” lyder det fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet til Ritzau.

Det svar betrygger ikke Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der er formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

”Det er godt, at ministeriet ser på sagen, men det har vi hørt dem sige i over to måneder nu,” siger Peter Rahbæk Juel i en skriftlig kommentar.

”De skal bare vide, at for hver dag der går, er der en dag mindre til at forberede sig. Tid er en kæmpe faktor her, og der er en tiltagende bekymring i kommunerne over den usikkerhed, der hersker i forhold til, hvilke løsninger der er gangbare.” 

I slutningen af januar udstedte Datatilsynet et påbud til de 52 kommuner om, at det er deres ansvar, at brugen af Google-produkterne Chromebook og Google Workspace harmonerer med lovgivningen for behandling af data.

Datatilsynet kræver, at kommunerne fra 1. august får bragt orden i sagerne.

Men ifølge kommunerne er der behov for at lovgivningen ændres. Ellers kan kommunerne være nødsaget til helt at afholde sig fra at arbejde med digitale redskaber, når næste skoleår begynder.

”Det vil være tidskrævende og dyrt, og konsekvenserne ved ikke at kunne bruge de digitale redskaber kan blive store ift. selve undervisningen og for prøver. Prøverne kan i det kommende skoleår blive umuliggjort i deres nuværende form,” skriver KL-formand Martin Damm (V) i det seneste brev.

Og derfor har KL flere gange bedt om, at regeringen melder sig ind i sagen.

Kommunerne efterlyser, at ”regeringen hjælper med muligheden for at sikre et retsgrundlag for særlige videregivelser af data til it-leverandører samt anvendelse af disse data til en række angivne formål”. 

Brevet er sendt til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) og justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Børne- og Undervisningsministeriet og Justitsministeriet henviser begge til Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter