ITWatch

B&O-direktør: Forventer sorte tal på bundlinjen for helåret

B&O forbedrer, sammenlignet med forrige år, indtjeningen, men kæmper fortsat med underskud. Hos ledelsen forventer man dog, at regnskabsåret slutter i plus.

/RITZAU/Casper Holmenlund Christensen/
Henrik Clausen, administrerende direktør i B&O. Foto: /RITZAU/Casper Holmenlund Christensen/

Trods en stigning i omsætningen måtte elektronikselskabet Bang & Olufsen i sit regnskab for første kvartal præsentere et underskud på bundlinjen på 55 mio. kr., men underskuddet er vendt til et overskud, når regnskabsåret er slut.

Det lover Henrik Clausen, administrerende direktør i B&O, over for Ritzau Finans, efter at selskabet onsdag har afleveret regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/2018.

"Jeg har en forventning om, at vi leverer på vores forventninger og fortsætter vores vækst resten af regnskabsåret, og at vi leverer sorte tal på bundlinjen, når året er gået."

"Det skal ske gennem en kombination af vækst, effektivitet som følge af frasalget af vores fabrik og det samarbejde, vi har lanceret med LG," siger Henrik Clausen.

Struer-selskabets omsætning voksede i første kvartal med 15 pct. til 592 mio. kr. fra 515 mio. kr. i samme kvartal året før, mens bruttomarginalerne steg til 39,9 pct. fra 33,4 pct. første kvartal sidste år.

Forretningsenheden B&O Play, som producerer høretelefoner og mindre højttalere, fortsatte sit vækstmomentum og havde en omsætningsvækst på 17 pct., mens Bang & Olufsen-enheden, der producerer fjernsyn og lydanlæg, voksede med 13 pct.

"Vi har leveret en solid vækst i første kvartal med en forbedret lønsomhed, som er drevet af en øget toplinje i forretningen."

"Og så begynder vi også at se effekten af de ting, vi har gennemført i de senere år i forhold til at strømline vores forretning," siger Henrik Clausen.

Elektronikselskabet forbedrede lønsomheden målt ved EBITDAC (driftsresultatet før af- og nedskrivning samt kapitalisering) til minus 42 mio. kr. fra minus 67 mio. kr. samme kvartal året før.

"Vi er tilfredse med de skridt, vi har taget, men rejsen fortsætter de kommende år."

"For at udvikle forretningen yderligere skal vi drive vores stærke portefølje af produkter ud i markedet, og så skal vi fastholde den rejse, vi er i gang med i form af øget effektivitet i forretningen hentet ved samarbejder," siger Henrik Clausen.

B&O forventer i regnskabsåret 2017/2018 en omsætningsvækst på 10 pct. og et EBITDAC-resultat på underliggende basis i niveauet 8-10 pct.

Aktiekursen for B&O stiger onsdag efter regnskabet med 4,5 pct. og handles til 139,50 kr.

Bang & Olufsen indleder året med pæn vækst og resultatfremgang

Bang & Olufsen ansætter direktør med digitalt ansvar

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger