Hugo Games: Det er en supervigtig aftale for os

Danske Hugo Games har fået opgaven med at lave hitserien Vikings til et computerspil. Potentielt kan det blive en lukrativ aftale for spiludvikleren.
Henrik Kølle er adm. direktør i Hugo Games. | Foto: PR/Hugo Games
Henrik Kølle er adm. direktør i Hugo Games. | Foto: PR/Hugo Games

Siden efteråret har danske Hugo Games kæmpet for at lande en aftale om at forvandle tv-serien Vikings til et computerspil.

Efter adskillige præsentationer, grafiske oplæg og opdaterede spildesign lykkedes det for spiludvikleren at få aftalen i hus med rettighedshaveren MGM Interactive. Processen har været et lang udskillelsesløb, fortæller adm. direktør Henrik Kølle.

"Det har været en lang proces, som vi har været igennem, og vi ved, at vi har været i konkurrence med en del andre, hvilket i sig selv ikke er særlig overraskende. Vikings var sidste år blandt de 20 mest sete serier globalt, når man ser på tværs af streamingtjenester. På mobilgamingmarkedet er kendskabsgraden på en IP (et kendt varemærke, red.) simpelthen så vigtig," siger Henrik Kølle til ITWatch.

Det første oplæg, som Hugo Games præsenterede, fandt ikke gehør hos rettighedshaveren, men spiludviklerens tanker om Vikings-universet var overordnet set så interessante, at selskabet blev bedt om at lave en ny præsentation – og siden er det gået slag i slag.

"Jeg tror, at det har været udslagsgivende, at vi med vores seneste spildesign og grafiske oplæg er kommet så tæt på at ramme den stemning og dna, der er i serien. Og så bilder jeg mig ind - uden at vide det - at det har betydet noget, at vi er fra Danmark. Hvis man ser på HBO herhjemme, er Vikings blandt de mest sete serier," siger Henrik Kølle, der samtidig peger på, at vikingeserien også er voldsom populær i Norge.

Stort potentiale

Opgaven med at lave hitserien Vikings til et computerspil kan potentielt set blive en lukrativ aftale for spiludvikleren.

Ikke alene er der tale om en i forvejen velkendt og populær tv-serie, men kategorien for strategi-spil er samtidig en af de bedst indtjenende, hvis man får succes blandt brugerne.

Blandt de mere simple og hurtigt tilgængelige spil – såkaldte casual games – som brugerne går til og fra, ligger indtjeningen typisk på 3-4 ører pr. spiller. Medregner man reklameindtægter, kan det beløb stige til 10 ører pr. spiller.

Til sammenligning har populære strategispil som Clash of Clans en indtjening på omkring 1 krone pr. spiller – og det er i den kategori, man vil finde det kommende Vikings-spil, der efter planen lanceres i anden halvdel af 2018.

"Indtjeningen pr. bruger er meget højere inden for denne spiltype sammenlignet med det, man ser i andre kategorier. Det er onlinespil, hvor konceptet er lagt an på, at man skal bruge meget tid på spillet, og jo mere tid man bruger, jo mere villig er man også til at betale for det," fortæller Henrik Kølle.

Aftalen betyder samtidig, at Hugo Games tilføjer et strategi-spil til sin portefølje, som dermed bliver mere diversificeret.

"Det er supervigtigt for os, og det vil det også være for økonomien, det tror vi på."

Kendt navn i ryggen

Hugo Games har indgået en royalty-aftale med MGM Interactive, der betyder, at rettighedshaveren får en andel af spillets kommende omsætning.

At der er tale om en kendt rettighedshaver vil også hjælpe med at skabe opmærksomhed om Vikings-spillet, vurderer Henrik Kølle. Det kan gøre det nemmere at sparke døren ind til spilplatforme som IOS, Android og ikke mindst den pc-baserede Steam-platform.

"Steam er verdens største downloadportal til pc, og det er vigtigt at blive markedsført af dem, som har platformen. Vi tror på, at når vi i samarbejde med MGM henvender os, vil Steam markedsføre Vikings-spillet. MGM har også rettighederne til blandt andet James Bond, så de er et stort navn. Traditionelt viser det sig at betyde rigtig meget, når man skal igennem nøglehullerne på de her platforme," siger Henrik Kølle.

Hugo Games købte for tre måneder siden et engelsk spilselskab med 30 medarbejdere baseret i Nottingham. Det bliver her, at det kommende spil skal udvikles. Henrik Kølle forventer, at det formentlig vil betyde, at der skal ansætte yderligere et par medarbejdere i England.

Bliver det kommende spil en stor succes, skal den danske spiludvikler formentlig ansætte flere folk, men det er ikke en ambition i sig selv. Nogle af de bedst indtjenende spil er udviklet af ganske få medarbejdere. Henrik Kølle peger på, at hitspil som Clash Royale fra Supercell er udviklet af ni-ti mennesker.

"Det, som er interessant for os, er, at nogle af de bedst indtjenende i verden inden for mobile gaming har vist, at det ikke er et spørgsmål om, at man skal være 500 mennesker. Det er mere et spørgsmål om at have det rigtige team," siger Henrik Kølle.

Dansk gamingfirma skal lave populær tv-serie om til computerspil

Io-Interactive afskediger medarbejdere 

Omsætningen skyder i vejret med raketfart hos spilfirma

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også