Belgien stempler udbredt indtægtskilde i spilindustrien som gambling
Konceptet "loot boxes" er gambling og bør ikke tillades i computerspil. Det mener den belgiske spilkommission, som foreslår, at det ikke bør være muligt at købe indhold i spil, hvor man ikke på forhånd ved, hvad man får.
Det skriver Version2 på baggrund af en artikel fra mediet PC Gamer.
Loot boxes er kommet til diskussion efter spiludvikleren EA først meddelte, at deres nye udgivelse Star Wars Battlefront 2 ville indeholde konceptet, men siden, i hvert fald midlertidigt, har fjernet funktionen igen. Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at man i et spil betaler for en fiktiv kasse med indhold, man ikke kender. Indholdet har typisk forskellig pris og/eller sjældenhed, og vil i visse tilfælde give spilleren en fordel over modstanderne. I Belgien frygter man konsekvenserne af denne praksis.
"At blande gambling og gaming - især ved en ung alder, er farligt for et barns mentale helbred," siger Belgiens justitsminister Koen Geens ifølge PC Gamer efter kommissionens undersøgelse.
Lootboxes er udbredt til at skabe merindtægter fra spiltitler, og flere udgivere benytter metoden. Herunder de populære spil Overwatch og Counter-Strike.
Io-Interactive runder syv mio. spillere på nyt Hitman-format
Børsnotering kan skubbe spiludviklers værdi i nærheden af milliarden