Konkurrentopkøb øger både interesse og konkurrence for Nets

Franske Ingenico er i god form på børsen i Paris torsdag, efter at selskabet har annonceret et opkøb af svenske Bambora for 1,5 mia. euro.
Den handel synes analytikerne godt om, og samtidig er det også interessant nyt for Nets, der opererer i samme sektor som de to selskaber.
Nets selv har på det seneste været under lup på grund af interesse fra potentielle købere, og selskabet selv har bekræftet, at der har været mindst en konkret henvendelse på netop et køb.
Ingenicos køb af Bambora - sammen med andre køb i sektoren på det seneste - peger ifølge Nordea på, at der er gang i en decideret konsolidering, hvilket kan forstærke historierne om, at også Nets kan være på vej til at blive solgt.
Samtidig kan det dog også være med til at øge konkurrencen i markedet på mellemlang sigt.
"Efter vores vurdering støtter den fortsatte konsolidering i industrien yderligere købshistorien for Nets. Vi noterer os dog, at den generelle trend med stigende integration af værdikæder i industrien kan betyde, at konkurrencen vil stige for Nets på mellemlang sigt," skriver Nordea i en kommentar til handlen.
Nordea vurderer desuden, at de multipler, som Bambora handles til, ville svare til en pris på 230 kr. per aktie for Nets, hvis det danske selskab blev solgt til en tilsvarende præmie.
/ritzau/FINANS