Dansk startup: "De digitale bureauer er lige så vilde med os, som taxabranchen for Uber"

Et dansk iværksætterselskab tager kampen op mod de digitale bureauer inden for markedsføring gennem Google Adwords. Nøgleordene er automatisering og kunstig intelligens, lyder det fra direktøren, som venter 400.000 brugere inden for et år.
Foto: PR/Cobiro
Foto: PR/Cobiro

En placering i toppen af Google-søgninger er for mange virksomheder den direkte vej til omsætning og vækst i kundetallet, men hvor større virksomheder uden problemer kan kaste tusindvis af kroner efter assistance fra digitale bureauer, eller endda selv ansætte de nødvendige kompetencer, så halter det for de små- og mellemstore virksomheder (SMV'er).

Det vil den danske iværksættervirksomhed Cobiro ændre på.

Selskabet har gennem automatisering og kunstig intelligens lavet et værktøj, som hjælper især mindre virksomheder med at sætte en Google Adwords-annoncering op.

"Google har haft stor succes med Adwords, men har ikke haft behov for at favne de mindste virksomheder," fortæller adm. direktør og medstifter, Bo Krogsgaard, til ITWatch.

Ifølge Cobiros egne analyser er det kun omkring 15 pct. af danske virksomheder, oftest større selskaber, der effektivt benytter Google Adwords i deres annoncearbejde, hvilket betyder at mindre spillere presses tilbage i søgeresultaterne og potentielt går glip af kunder.

Ved at tilbyde et værktøj, som automatiserer processen, går Cobiro ind på et territorium, som indtil nu har været domineret af digitale reklamebureauer, der med Bo Krogsgaards ord "tager fra 3000 kr. om måneden, og ofte laver aftaler for et halvt eller helt år ad gangen, hvilket de færreste små selskaber har råd til."

"Vi gør det muligt at konkurrere på Google, hvor de fleste i dag finder det, de skal bruge. Om det så er en vinduespudser, tømrer eller hvad det nu måtte være. Har du smækket dig ude, så vælger de fleste en af låsesmedene i det øverste lag af søgeresultaterne. Længere er den ikke," siger Bo Krogsgaard.

Cobiro er siden stiftelsen i 2016 vokset til 34 ansatte og sendte i 2017 mere end 100 mio. brugere fra Google i kundernes retning. At man tilbyder en digital hjælper til annonceringsarbejdet falder dog ikke nødvendigvis i god jord hos konkurrenterne.

"Vi har prøvet at gøre det på en anden måde, hvilket har gjort os lidt upopulære i forhold til de eksisterende bureauer. De er lige så vilde med os, som taxabranchen er for Uber. Vi angriber det med et stykke software, som hjælper dig til at træffe beslutningerne automatisk uden at du skal gennem salgsledet i et bureau," siger han og fortsætter:

"Vi ser bureauerne i dag, som rejseagenterne var i nullerne. Du ringer ikke til en rejseagent for at booke hotel og flybilletter, du laver en søgning på Momondo eller Hotels.com og booker direkte. I dag bruger masserne bureauer til Adwords eller prøver selv, fordi der længe ikke har været andre muligheder – og det er her vi kommer ind."

Inspiration fra Thorborg

Selskabet har i en ny investeringsrunde, primært drevet af eksisterende investorer og stifterne Bo Krogsgaard samt Anders Ibsen selv, rejst 1,4 mio. dollar (8,4 mio. kr.), som skal bruges til at øge brugermassen. Cobiro henter i snit 600 nye kunder om dagen, men det tal stiger løbende.

"Hvis du ganger med 600, så runder vi et par hundredetusinde på et år, hvis vi holder niveauet. Vi kan dog se, at det er stigende, så vi forventer at runde 400.000 kunder i løbet af et års tid. Der vil selvfølgelig være et frafald, men det er ingenting mod tilkomsten," siger Bo Krogsgaard.

Virksomhedens forretningsmodel henter blandt andet inspiration fra et andet dansk produkt – Martin Thorborgs regnskabsprogram Dinero.

"På samme måde som Dinero har vi en freemium- og en premium-model. Det er ikke begrænset i sin kernefunktionalitet, og er som gratis-version rigeligt for mange i forhold til deres annonceringsbehov," siger Bo Krogsgaard og forstætter:

"Men ved at give folk noget, som de er glade for, og som giver værdi til deres forretning, så holder de også ved produktet i takt med, at forretningen vokser. På sigt begynder de ekstra features, som vi tilbyder, at blive interessante for dem."

Cobiro har som princip, at alle kunder starter ud med den gratis version, hvor man efter godt en måned bliver tilbudt at tilkøbe ekstra features gennem premium-modellen, som koster 49 dollar om måneden – hvis kunden ser et behov for det, understreger Bo Krogsgaard.

Selskabet satser på, at omkring 15 pct. af freemium-kunderne på sigt skifter til den betalte udgave inden for en tre måneders periode, men venter, at tallet på sigt går op.

"I takt med at vi lægger flere ekstra features ind i premium-modellen, så forventer vi, at det stiger. Ser man på Dinero, ligger de vist omkring 40 pct. betalende brugere. Vi er på det niveau, hvor vi er i gang med at opbygge en kritisk masse til at bruge produktet," lyder det fra Bo Krogsgaard.

Det amerikanske eventyr

I alt har Cobiro hentet 4,7 mio. dollar (28,3 mio. kr.), inklusiv den seneste kapitaltilførsel, fra blandt andet Markedsmodningsfonden (2,5 mio kr.) og EU-Kommissionen (to mio. dollar).

De penge er ifølge Bo Krogsgaard især målrettet en amerikansk ekspansion, hvorfor Cobiro desuden har udvidet selskabets advisory board med to profiler fra det amerikanske erhversliv, Brett Crosby og Lisa Shalett.

Hvor Lisa Shalett, tidligere partner i Goldman Sachs og global chief marketing officer for investeringsbanken, kommer med forretningsmæssig forståelse af det amerikanske marked, så bidrager Brett Crosby med vigtig teknisk forståelse.

Brett Crosby stiftede i sin tid selskabet Urchin Software, som sidenhen blev opkøbt af Google og i dag udgør rygraden i Google Analytics, hvilket giver amerikaneren en dyb forståelse af de mekanismer, som er på spil, forklarer Bo Krogsgaard.

"Sådan en som Brett Crosby går ikke bare med i hvad som helst. Ved at sparre med ham kan vi tage produktet 'et niveau ned' og gøre det mere simpelt og brugervenligt. Det vil gøre det nemmere at indfange underskoven af amerikanske virksomheder i SMV-laget."

Bo Krogsgaard understreger dog over for ITWatch, at de 4,7 mio. dollar blot er første skridt på vejen.

"De 4,7 mio. dollar kan vi kalde en seed-runde fra familie og venner af selskabet. Vi forventer dog at lukke en større investeringsrunde inden for et halvt års tid. Vi er i dialog med flere, som synes, vi er interessante, og det er ikke urealistisk at forestille sig et endeligt beløb på omkring 15-20 mio. euro i det, vi kan kalde "runde B"," lyder det fra direktøren.

Dansk adtech-startup vil erobre det europæiske marked med nyt lån 

Selskab får penge til udbredelse af kunstig intelligens baseret på Google Adwords 

Seniorkonsulent: EU dømmer Google på fejlagtigt grundlag 

Google fjerner ulovlige reklamer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også