Debat: Virksomheder skal aldrig betale løsesummer for stjålne data

Ransomware er som begreb efterhånden blevet allemandseje, og nye undersøgelser foretaget af softwareselskabet Citrix viser, at et stigende antal virksomheder i England allerede har betalt løsesum til hackere.
Dertil kommer, at 42 pct., mod 33 pct. i 2016, af britiske selskaber gemmer penge i form af Bitcoins til at betale for fremtidige ransomwareangreb, og fænomentet er ikke begrænset til de britiske øer. Også danske virksomheder har betalt millioner i løsesum til cyberkriminelle.
Det skriver Mads Skalbo, dansk landechef for Citrix, og Peter Kruse, medstifter af it-sikkerhedsfirmaet CSIS, i et fælles debatindlæg på Finans.
De mener dog ikke, at danske selskaber, truslen og mediefokus til trods, gør nok for at sikre sig mod angrebene. Især de små og mellemstore virksomheder har et problem, påpeger de, men understreger samtidig, at de britiske selskabers metode med at have kryptovaluta såsom Bitcoin liggende til fremtidige løsesumskrav ikke er vejen frem.
"Selvom det er forståeligt, at virksomheder gemmer midler til at kunne betale en løsesum, er det vigtigt at huske på, at der ikke er nogen garanti for, at de kriminelle frigiver virksomhedens data efterfølgende. Det er derfor bedre at øge sikkerheden fra start, så chancen for at blive ramt af et ransomware-angreb minimeres," skriver de blandt andet i debatindlægget.
De påpeger også, at man ved at betale løsesummen kun bekræfter, at det kan betale sig for de it-kriminelle, hvilket igen bidrager til at angrebene fortsætter. I stedet bør man koncentrere sin indsats omkring sikring af sine data og hurtig genetablering i tilfælde af et angreb.