Coop dropper trussel om at slæbe KMD i retten

I februar meldte Coop sig i koret af utilfredse kunder hos it-selskabet KMD, som siden maj 2014 har håndteret lønsystemet for koncernens ca. 40.000 medarbejdere. Problemerne har haft konsekvenser for driften af butikkerne, som blandt andet har været ramt af fejl i lønsystemet.
Dengang ville Coops direktør Peter Høgsted ikke udelukke en retssag, men detailkoncernens informationsdirektør Jens Juul Nielsen fortæller nu, at parterne har fundet en løsning uden om retten:
"Vi har ingen planer om at stævne dem, og vi synes, vi har fået en god og konstruktiv dialog," siger Jens Juul Nielsen.
"De (KMD, red.) har sat flere ressourcer ind for at løse problemerne, så lønadministrationen kører mere gnidningsfrit, end efter de overtog det. De har sat flere folk på at få det løst. Det er helt på deres egen regning. Vi betaler ikke ekstra."
Fortsat it-udfordringer
Selvom koncernen har fået bedre styr på KMD-problemerne, er det ikke slut med it-udfordringerne. Detailkoncernen med hovedsæde i Albertslund står foran en massiv opgradering af sine systemer, herunder en ny ERP-kerne. Det er både en bekostelig og tidskrævende affære.
"Vi står over for at skulle investere i ny it-struktur og it-systemer. Det er et spørgsmål, om hvilken rækkefølge, det skal ske i, og hvor mange penge der skal bruges på det," siger Jens Juul Nielsen, som tilføjer, at omkostningen forbundet med it-udviklingen også skal betales af de selvstændige brugsforeninger, som får gavn af de nye systemer.
Hård kritik af KMD
I slutningen af februar fastslog Coops koncernchef Peter Høgsted, at detailkoncernen var plaget af så mange fejl i KMD’s lønsystem, at selskabet led under det.
"Alle vores it-problemer skyldes KMD. Vi oplever dårlige leverancer, manglende efterlevelse af aftaler, uprofessionalisme og stærkt kritisable samarbejdsforhold. Vi bruger alt for mange ressourcer på at rette de fejl, de laver. Vi oplever KMD som en partner, der ikke lytter ret meget og ikke er særligt selvkritiske, når det kommer til at se deres egne fejl," udtalte Peter Høgsted til Finans.
Hos KMD var man uforstående overfor kritikken, som man ikke kunne genkende.
"Det er ikke vores indryk, at Coops it-drift kører dårligt for så vidt angår den del, som KMD leverer. KMD har i øjeblikket en kommerciel drøftelse med Coop om varetagelsen af dele af opgaveporteføljen," lød det i en skriftlig kommentar fra adm. direktør Eva Berneke til Ritzau.
Siden har parterne altså fundet tilstrækkeligt med fælles fodslag til, at Coop har taget truslen om en retssag af bordet.
Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch.
Relaterede artikler:
Sikkerhedsekspert: Det er en slem sag for KMD
For abonnenter