Utilfreds storkunde: Alle vores it-problemer skyldes KMD

Slagsmålene med utilfredse kunder hober sig op for it-giganten KMD, der i forvejen befinder sig i åben krig med landets kommuner og pensionskæmpen ATP over flere stærkt forsinkede it-systemer.
Foto: Stine Bidstrup/POLFOTO
Foto: Stine Bidstrup/POLFOTO
RITZAU

En ny håndfuld vrede kunder rejser nu en skarp kritik af KMD. Heriblandt Coop, en af landets største private arbejdsgivere.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

KMD håndterer lønsystemet for de omkring 40.000 medarbejdere, og her er så mange fejl, at Coops regnskab ifølge koncernchef Peter Høgsted "lider under samarbejdet med KMD."

Derfor afviser han ikke, at Coop også ender i en decideret retssag mod KMD.

"Alle vores it-problemer skyldes KMD. Vi oplever dårlige leverancer, manglende efterlevelse af aftaler, uprofessionalisme og stærkt kritisable samarbejdsforhold," siger Peter Høgsted til Finans.

"Vi bruger alt for mange ressourcer på at rette de fejl, de laver. Vi oplever KMD som en partner, der ikke lytter ret meget og ikke er særligt selvkritiske, når det kommer til at se deres egne fejl," tilføjer han.

Hos KMD kan man ikke genkende billedet af de mange fejl hos Coop.

"Vi er overraskede over udmeldingen fra Coop og kan ikke genkende billedet. Det er ikke vores indryk, at Coops it-drift kører dårligt for så vidt angår den del, som KMD leverer. KMD har i øjeblikket en kommerciel drøftelse med Coop om varetagelsen af dele af opgaveporteføljen. Vi foretrækker at tage den drøftelse direkte med Coop," siger administrerende direktør Eva Berneke, KMD, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Også i de enkelte kommuner rasler flere borgmestre med sablerne over for KMD, der er ejet af den amerikansk kapitalfond Advent International.

Kommunerne kører i forvejen en fælles sag mod KMD omkring de systemer, som gælder på tværs af kommunerne. Men nu kommer flere enkelte kommuner også på banen, heriblandt Høje-Taastrup.

"KMD har gennem en årrække stået for driften af Høje Taastrup Kommunes it-systemer. Problemerne har for alle parter været helt uacceptable, og sagen er blevet behandlet på direktionsniveau i KMD. Det er vores opfattelse, at udfordringerne nu er løst," siger Eva Berneke.

Kommunerne har individuelle aftaler med KMD for samlet 1,4 mia. kr. om året, oplyser Kommunernes Landsforening (KL).

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også