72-årig direktør takker af i konsulenthus: "Tid er det vi har mindst af"

Der skal være mere tid til fritidsinteresser for 72-årige Poul Kjær, der stopper som adm. direktør i det konsulenthus, han selv stiftede for 20 år siden. Gennem årene har han oplevet cloud-teknologiens gennembrud og set, hvordan det har været nødvendigt at genopfinde sig selv, når man er specialiseret i Microsoft-ydelser.
Foto: Pipol/PR
Foto: Pipol/PR

Poul Kjær glæder sig med egne ord til at få mere tid til at lege, når han lægger jobbet – og identiteten – som adm. direktør i konsulenthuset Pipol bag sig for at nyde sit otium. I stedet for lange arbejdsdage byder fremtiden på tennis og sejlture med vennerne.

"Tid er det, vi har mindst af, og den skal man bruge fornuftigt. I mange år har jeg brugt den på at arbejde og skabe Pipol. Nu skal der være tid til nogle andre ting. Men det er underligt, for det er en væsentlig del af min identitet. Jeg har været enormt glad for det," som han forklarer til ITWatch på en af sine sidste arbejdsdage, inden han overlod stafetten 1. april.

Den 72-årige nu fratrådte adm. direktør stiftede selv Pipol i 2001 med det formål at hjælpe internationale virksomheder med at designe og implementere ERP-systemer. Gennem årene har han i perioder rejst nærmest hver uge.

"Jeg har udviklet en fantastisk evne til at falde i søvn på et fly før afgang."

Beslutningen om at stoppe har været undervejs i et par år. Den skulle vendes og drejes, og så var det vigtigt for ham at finde en god ejer til Pipol.

"Jeg skulle have nogle skrub-af-penge, for en del af min pension var bundet op i det. Og så skulle det være et godt sted til mine medarbejdere. Vi har fundet nogle gode ejere, der gør, at vi kan bevare vores unikhed og selvstændighed med masser af synergier, der kan skabe vækst," siger han om tysk-østrigske BE-terna, der købte Pipol i oktober sidste år.

Da Poul Kjær fik idéen til Pipol arbejdede han hos ERP-udvikleren Navision, der senere blev til Microsoft Dynamics. Navision havde et erklæret mål om at blive opfattet som et lokalt produkt i de enkelte markeder. Det betød, at Navision var meget tæt på kunderne, men gjorde også, at selskabet havde svært ved at håndtere det stigende antal henvendelser fra internationale kunder, der skulle have hjælp med en implementering af et ERP-system på tværs af landegrænser.

Så i 2001 stiftede han Pipol under navnet Partner Power International. Det navn kunne ikke blive dotcom-registreret og derfor skiftede selskabet navn til Pipol, der udtales som det engelske ord for mennesker eller folk, people.

"Vi driver de store ERP-integrationsprojekter ude i verden for store internationale koncerner, og vi gør det gennem en meget kontrolleret proces, hvor vi har vores egne folk i spidsen, men hyrer alle andre ind udefra. Det gjorde man ikke for 20 år siden. Der var det ikke almindeligt at drive forandringsprocesser på den måde."

Er glad for at være selvstændig

Over årene har Poul Kjær bygget en partnerorganisation op til i dag at bestå af partnerskaber i 85 lande. Kundelisten tæller selskaber som Goodyear, Sony Music og Hilton Hotels.

I det seneste regnskabsår tjente Pipol knap 5 mio. kr. på driften. Når alle regninger var betalt stod der 3,5 mio. kr. tilbage på bundlinjen. Selskabet opgør ikke sin omsætning, men ifølge Poul Kjær nærmer den sig 100 mio. kr.

Poul Kjær var omkring 50 år, da han blev selvstændig og siger, at han skulle have taget springet meget tidligere.

"Det har været en enorm frihed, at jeg selv kunne få lov til at bestemme retningen sammen med en bestyrelse. Det handlede i høj grad om at opstille nogle grundprincipper udover den rent forretningsmæssige del. Eksempelvis en grundholdning om fairness. Det var ikke bare fordi det var den rigtige langsigtede strategi at have overfor kunder, partnere og internt. Men det var også fordi, vi kunne lide at arbejde i et miljø baseret på ordentlighed, og hvor man havde respekt for hinanden. Det har været et stort privilegium at bygge sådan noget op."

Siden 2001 er ERP-markedet ændret radikalt. Cloud-ydelser er i stigende grad blevet normen, og Poul Kjær fortæller, at ERP-kunder i dag ikke kun efterspørger et produkt, men også en "forretningsmæssig forandringsproces", der kan gøre deres virksomhed mere konkurrencedygtig. De efterspørger rådgivning, og beslutningsprocessen er flyttet fra it-direktøren og over til den adm. direktør.

"Vi har skiftet rolle fra at være en traditionel leverandør til at blive en trusted advisor," siger Poul Kjær.

Forandringerne tog for alvor fart for fem år siden, hvor Pipol tog sin forretning op til en mere grundlæggende overvejelse.

"Vi kunne se, at de traditionelle indtægtsstrømme ville blive mindre – dels i forhold til licensindtægter fra Microsoft og dels i forhold til det udviklingsmæssige, fordi der bliver mere standardfunktionalitet på markedet. Microsoft skiftede fra at være en produktvirksomhed til at blive en servicevirksomhed, så det lå helt klart i kortene, at de ville prøve at snuppe en større del af vores marked. Så vi måtte nytænke os, og der gik vi ind på rådgivningssiden og besluttede os for at ændre virksomheden fra en leverandør af it-produkter til en ERP-rådgivningsvirksomhed, hvor Pipol er trusted advisor."

Afløses af intern kandidat

Selskabets model baserer sig på at være tovholder i projekter og ellers hyre eksterne eksperter ind til at hjælpe. Derfor beskæftiger Pipol kun 18 ansatte.

"Det er jo ikke anderledes, end hvis man skulle bygge en ny Lillebæltsbro - så ville man danne et konsortium af forskellige eksperter under en central ledelse. Det har man bare ikke gjort i vores branche tidligere. Der har man sagt, at vi skal have egne ressourcer, for det er det, der fungerer," siger Poul Kjær.

Hvad er det for en virksomhed, du forlader?

"Det er en meget kapabel og meget moden virksomhed, som er foran markedet. Hvis du ser på vores ansatte, så har de fleste været her en del år og har meget erfaring. Vi har haft over 600 internationale ERP-implementeringer og har en betydelig erfaring i den produktmæssige og kulturelle del."

Poul Kjær bliver erstattet af en intern kandidat i form af Jesper Vang Larsen, som han selv har været med til at udpege. I fremtiden vil han indtræde i bestyrelsen, bruge tid på at investere i og hjælpe startups. Og så vil han, som han kalder det, bruge mere tid på at lege.

"Jeg skal spille tennis, og jeg har efterhånden fået mange venner rundt omkring i verden. Så det bliver noget med at rejse sammen med dem. Vi har lejet et stort skib i Middelhavet, som vi skal sejle rundt i og have det sjovt. Vi skal på en oplevelses- og dannelsesrejse dernede, hvor vi skal rundt og opleve Middelhavets kultur."

Eva Berneke drager til Paris for at finde sit næste topjob 

Julie Dalsgard er 26 år, nyuddannet og nu direktør i robotpioners nye virksomhed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også