For to uger siden udkom en fælles video fra TV2 og Danmarks Radio, som fortalte historien om flere af deres kendte værter, der har været udsat for tyveri af deres digitale identitet. Kyniske cyberkriminelle har lavet en række artikler og falske videoer af de kendte TV-værter, som de lægger ud på Metas sociale medier Facebook og Instagram. Formålet er at lokke almindelige danskere i en kryptoinvesteringssvindelfælde.

Videoen fra TV2 og Danmarks Radio var en fælles klage til Meta over at deres kendte værter var ofre for misbrug på Metas platforme, uden at Meta tog affære.

Samtidig har Liberal Alliance og Dansk Folkeparti lavet satiriske deepfake-videoer af regeringstoppen, hvilket har resulteret i, at statsminister Mette Frederiksen (S) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fordømmer brugen af deepfake. Kulturministeren vil endda lovgive mod det.

Medierne jubler og dækker historierne om ti TV-værter og en statsminister, der har fået misbrugt deres digitale identitet. Jeg forstår fuldt ud, at det er sager, der kræver opmærksomhed, men vi må også stille spørgsmålet: Er det ikke for snæver public service? 

Antallet af danskere, der har fået stjålet deres digitale identitet på Instagram og Facebook og været ofre for cyberkriminelles ondsindede gerninger, overstiger langt denne lille skare af kendte. Men deres skæbner får ikke samme opmærksomhed, selvom det kunne være væsentligt, oplysende og lærende for alle andre borgere i Danmark.

Unuanceret storytelling

Den danske journaliststand er alt for rigid i deres tilgang til cyberkriminalitet. Deres research og storytelling bliver derfor alt for unuanceret. Ifølge World Economic Forum skyldes 95 pct. af alle succesfulde cyberangreb menneskelige fejl. Vi mangler stadig en public service-kanal, der formår at forklare, hvorfor de cyberkriminelle angreb gennem social engineering virker. Vi mangler oplysning om effekten af human hacking og dermed forståelsen af, hvorfor vi som mennesker falder i de cyberkriminelles fælder.

Vi hører om de kendte, der bruges som lokkemad til investeringssvindel, og på et tidspunkt lærer vi, at vi ikke skal hoppe på, når en kendt laver en promovideo for kryptoinvestering – på samme vis som vi nu ved, at vi ikke skal hoppe på en mail fra vores ”onkel” i Nigeria. 

Men hvorfor skal en masse mennesker svindles, før vi bliver opmærksomme på den konkrete svindel og lærer at beskytte os mod den? Hvorfor lærer vi ikke folk, hvilke metoder de cyberkriminelle bruger, hvorfor de virker, og hvad vi skal være opmærksomme på? 

Vi bør tildele borgerne hjælp til selvhjælp og ikke kun udsende advarsler om svindelnumre, som de kriminelle allerede har tjent mange penge på. Det er tid til, at vi prioriterer en mere nuanceret og oplysende tilgang til digital sikkerhed og cyberkriminalitet.