Klumme: Kunstig intelligens: Nu er det på tide at fjerne bindet for øjnene

Mange virksomheder mangler retningslinjer for brugen af AI. Her kan virksomhedsledere ikke bare vende det blinde øje til, skriver Pernille Hertel fra Salesforce Danmark i denne klumme. 
Pernille Hertel er direktør for solution engineering hos Salesforce Danmark. | Foto: Pr
Pernille Hertel er direktør for solution engineering hos Salesforce Danmark. | Foto: Pr
Af Pernille Hertel, direktør for solution engineering hos Salesforce Danmark

Kunstig intelligens kommer med enorme fordele, når vi taler produktivitet, effektivitet og servicekvalitet. Men vi står i et krydspres, hvor medarbejderne er glade for at prøve ny teknologi af, mens de samtidig mangler retningslinjer for, hvordan de skal agere. 

Det oplever jeg, når jeg taler med kunder, men en undersøgelse, som vi i Salesforce for nylig har udarbejdet, viser det også. I Danmark er vi virkelig gode til at eksperimentere med kunstig intelligens (23 pct.), mens det modsat kun er meget få, der er blevet tilbudt træning i det (19 pct.).

Det er jo en helt ny virkelighed, som vi alle er stået op til, og vi er alle ved at finde vores fodfæste. Udfordringen med implementeringen af AI er, at det er gået så stærkt, at virksomhederne ikke har haft tid til at udforme retningslinjer og rammer. Og det kan erhvervslivet og ikke mindst medarbejderne mærke nu.

Rammer for AI, som ledere kan bringe ind i virksomheden

Vigtigst for nedenstående punkter er, at det ikke bliver et papir, der ligger i skrivebordsskuffen eller i en ukendt mappe på et ukendt drev. Så bliver det simpelthen ikke læst. 

Men hvilke retningslinjer er så vigtige at starte med? For der er mange steder, man kan tage fat. Her kommer tre bud, som følger processen: intro, brug og effekt.

1. Intro: Hvilke værktøjer er godkendt, og hvilke må man ikke bruge?

Ledere bør bestemme hvilke værktøjer, som medarbejderne må bruge. Det vilgøre forvirringen mindre hos medarbejderne og de skal ikke bruge tid på at finde ud af hvilke værktøjer er sikre at bruge. Medarbejderne kan i stedet fokusere på at lære, hvordan man bruger værktøjerne bedst muligt. 

2. Brug: Hvornår skal medarbejdere bruge AI, og hvornår skal de ikke?

Når medarbejderne ved, hvilke værktøjer de må bruge, er næste skridt, at de skal vide, hvornår de skal bruge dem. De fleste virksomheder sidder med person- eller kundefølsomme oplysninger, og der skal være klare retningslinjer for, hvilke oplysninger man ikke må fodre sit AI-værktøj med. Definer derfor, hvad der er kritiske oplysninger, og hvad der ikke er. 

Det kan også være en god ide at lave retningslinjer for, hvad der er godt at bruge de udvalgte værktøjer til. Jeg mener, at AI skal ses som et hjælpeværktøj og ikke et resultatværktøj. Inddrag medarbejderne, for de har sandsynligvis eksperimenteret med værktøjerne i et godt stykke tid og har allerede gjort sig erfaringer. 

3. Effekt: Gør dine medarbejdere klar til fremtiden

Når medarbejderne så ved, hvilke værktøjer de skal bruge, og hvordan de skal bruge dem, er det vigtigt for dem at vide, hvilke muligheder og konsekvenser, der følger med. Etik, sikkerhed og privatliv er selvsagt de mest oplagte problematikker. Det er ikke alt, medarbejderne skal stole på, og derfor er det også nødvendigt, at de læser alt igennem, der er produceret af et AI-værktøj. For der er fortsat brug for menneske-øjne.

Med implementeringen af ovenstående retningslinjer er virksomhederne allerede kommet langt. Men det er ikke nok. Retningslinjerne skal være synlige for medarbejderne - tænk kreativt – hæng dem op på kontoret, lav sjove huske-lege og bring dem kontinuerligt op på møder.

Og gå så bare i gang med AI. AI er hverken svært eller farligt, hvis fundamentet som beskrevet ovenfor er på plads. Start gerne der, hvor det er ligetil og nemt at komme i gang, så medarbejderne hurtigt oplever den hjælp, som AI kan være i deres hverdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også