Hvordan ville du prioritere, hvis du var ansvarlig for den samlede digitalisering i samfundet? Det spørgsmål fik jeg for nylig, og det satte en række tanker i gang, som faktisk langt fra handler om teknologi. Lad mig udfolde tanken. 

Danmark er et yderst digitaliseret og velfungerende samfund. For de fleste. I en digital tid må vi ikke glemme medmenneskeligheden; der er mere brug for den nu end nogensinde før, og vigtigst af alt: Forpligtelsen til at rumme alle borgere må og skal være en kongstanke. Min holdning er, at teknologi skal være en facilitator for menneskelig forbindelse. Ikke en erstatning.

På den ene side ser jeg et enormt potentiale til at forbedre den offentlige sektor markant ved øget digitalisering af kerneprocesser, for ikke at tale om det stigende pres på at skabe klar regulering i international kontekst. 

Det er ikke det, min klumme kommer til at handle om, for på den anden side ser jeg, at adaptionen af nye digitale tjenester overlader de mest ressourcesvage med en vanskelig hverdag. Og når man som jeg - og mange af jer, der læser IT Watch - beskæftiger sig med digitalisering, nye teknologier og transformation, kan man hurtigt risikere at blive sneblind. For hvor stort er problemet lige? 

Stort. Ifølge Danmarks Statistiks undersøgelse fra 2022, vurderer 900.000 danskere selv, at ”de ikke eller kun i mindre grad er rustet til at bruge internettet eller ved, hvordan man installerer en app”. Det svarer til, at 18 pct. af befolkningen mellem 15 og 89 år anses som digitalt udfordret. 

Undersøgelsen viser desuden, at ”tre fjerdedele i gruppen ved ikke, hvordan man installerer en app, og 70 pct. vurderer slet ikke eller kun i mindre grad at være rustet til at bruge internettet med deres digitale kompetencer”. Næsten halvdelen af gruppen vurderer, at de ikke har de nødvendige kompetencer til at være på nettet.” 

Digitalisering af Danmark ender i umyndiggørelse

Er vi i mål med en samlet plan for digitalisering i det offentlige Danmark? Jeg mener nej. 

Det er ikke nok bare at sætte et fast mål for digitalisering af samfundet. Transformationen af samfundet er ikke en modpol til menneskeligheden; det er et middel til at forstærke den. Vi skal sikre, at teknologien finder god anvendelse, og det er ganske simpelthen ikke en opgave, det offentlige kan nudge eller kommunikere sig ud af. Når vi i WAOO og Fibia tager nye redskaber eller systemer i brug, trænes det ved sidemandsoplæring eller træningsmoduler som en del af nøje planlagt udrulning. Naturligvis, tænker du. Naturligvis.

Det er her, vi som digitale eksperter spiller en central rolle. Vi har vel om nogen ansvaret for - og evnerne til at sætte rammerne og endda bidrage til at skabe de gode politiske forudsætninger for et digitaliseret samfund, hvor vi ikke accepterer, at hver femte bliver efterladt på perronen. 

Umyndiggørelse i at være borger i et samfund uden at kunne betjene sig selv, og hvor digitale begrænsninger afføder et tab af ydelser, rettigheder, værdighed og livsmuligheder, må diskuteres, når ellers velfungerende borgere er blevet ”ressourcesvage” i mødet med den digitale velfærdsstat.

Det er muligt, at stillingen som digitaliseringsminister anses for at være et lille resort set med politiske briller, og et ganske nyt af slagsen, men digitalisering er en vigtig nøgle til potentielt at løse utrolig mange komplekse problemstillinger i vores samfund.

Evnerne forpligter

Arbejdet med digitale muligheder er et privilegium, men også en forpligtelse. Hvis vi har evnerne, har vi et ansvar for at hjælpe dem, der kæmper med at navigere i den digitale verden. Vores mission bør være at bygge bro mellem den digitale innovation og det menneskelige behov for forbindelse til fællesskabet og det offentlige Danmark. 

Fra et socioøkonomisk perspektiv ser vi nu elementer, der går tilbage til tiden før velfærdsstaten, hvor familien igen er primær ansvarlig for at klare sig selv og tage sig af hinanden. I det hele taget har regeringen, regioner og kommuner med deres nye fælles offentlige digitaliseringsstrategi lagt et øget ansvar over på de pårørende: »Et vigtigt element« for at inkludere de digitalt udsatte er, at det skal være »let, trygt og lovligt« at lade støttepersoner og familiemedlemmer repræsentere dem i mødet med den digitale velfærdsstat, for eksempel med digitale fuldmagter. 

Er det ønskeligt? Jeg har ikke et entydigt svar eller en klokkeklar løsning, men jeg ved med sikkerhed, at vi - netop os - der har indsigten, bør diskutere dette.

Fællesskabets styrke er forening

I Danmark har vi heldigvis stærke traditioner for foreningsliv og de fleste af os har trådt vores barnesko i en svømmehal, fodboldklub eller i en håndboldhal. Der, hvor fællesskabet er stærkt, og hvor alle bidrager, hvor de kan. Selv nogle af vores store danske virksomheder bygger på en grundtanke om fællesskabets styrke og andelstanken. 

Kan vi for eksempel skabe fællesskaber, hvor vi motiveres og finder tryghed gennem menneskelig interaktion? Hvor vi hjælper hinanden i brugen af ny teknologi og rådgivning omkring muligheder og sikkerhed. Digitale venner.

Skal vi tilbage til tankegangen, da man stiftede pensionsselskaberne, fordi man vurderede, at folkepensionen ville blive en tung udgift for staten, og man ønskede, at de ældre skulle være sikret et vist niveau af forsørgelse? Oversat til digitalisering bliver mit spørgsmål, om digitalisering udelukkende er en opgave for staten: Er tiden ikke inde til at medskabe det digitale fællesskab og den digitale forsikring i den bredere offentlighed?

Spørgsmålet opstår, når jeg ser, at det desværre er blevet en politisk folkesport at ”tæske” digitaliseringsprojekter som AULA eller MITID, men lad os se på det med friske øjne. Er det virkelig IT-platformen, der er problemet? Når Mette Frederiksen vil ”afskaffe” AULA, ser jeg det mest af alt som et udtryk for, at vi fortsat ikke har nået balancen mellem de menneskelige relationer og der, hvor teknologien kan spille en rolle.

Det kan aldrig blive et nulsumsspil. Teknologi skal være en facilitator for menneskelig forbindelse, ikke en erstatning. 

Var jeg ansvarlig for digitaliseringen i samfundet, ville jeg først og fremmest mene, at vi skal definere en digital ledestjerne. Det er vores forpligtelse som eksperter løbende at finde modeller, der kan fungere for os som samfund, og ikke blot overlade ansvaret for rammerne til politikerne. Vi ved om nogen, at digitaliseringens sande potentiale ikke ligger i den rå teknologi, men i dens evne til at forbedre menneskers liv.