Klumme: Der er brug for vores arbejdskraft, men livet er mere end arbejde

I Prosa går vi ind for fire-dages arbejdsuge. Vi er modbevægelsen, og vi køber ikke regeringens grundprincipper i deres reformiver efter at øge arbejdsudbuddet.
Prosa mener, at regeringen i sin iver efter at øge arbejdsudbuddet har glemt at tænke trivsel, nærvær og familie ind i ligningen. Arkivfoto: | Foto: Itu / Pr
Prosa mener, at regeringen i sin iver efter at øge arbejdsudbuddet har glemt at tænke trivsel, nærvær og familie ind i ligningen. Arkivfoto: | Foto: Itu / Pr
Af Curt Kjærsgaard Raavig, forbundssekretær i Prosa

”Et skulderklap til det arbejdende Danmark” fortalte økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) om den nye skattereform, som letter personskatterne for ti milliarder kr. Regnedrengenes tal i regeringens 2030-plan viser, at reformiveren kommer til at give pote i form af et løft af den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner. Det hele passer med statsministerens længe messede motto: den nye valuta i dansk politik er flere hænder på arbejdsmarkedet.

Det indhegner det hele meget godt. Målet med hvert et skridt, vores regering tager, er at øge arbejdsudbuddet, hvilket jo lyder kærkomment i en tid, hvor alle har brug for vores arbejdskraft. 

Men der er et men, for regeringen har glemt noget: Livet. Trivslen. Nærværet. Familien. Danskerne løber allerede mere end stærkt - og i flere år end tidligere generationer, når de er på arbejdsmarkedet.

Det ved vi godt i forbundet af it-professionelle. Vi anerkender også, at der er brug for vores arbejdskraft. Men vi anerkender ikke, at der er et modsætningsforhold. Derfor arbejder vi for en 30-timers arbejdsuge med fuld løn fordelt på fire hverdage – allerbedst implementeret via overenskomster. Vi er modbevægelsen, og vi køber ikke regeringens grundprincipper i deres reformiver.

Fire-dages uge øger produktiviteten

International forskning baseret på praktisk erfaring viser, at en fire-dages arbejdsuge faktisk øger produktiviteten og booster fysisk og mental sundhed. Og så ønsker flertallet af os at arbejde mindre. Det viser den seneste arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik. Hertil kommer en ny rapport fra Eurofound, der viser, at flere medlemslande i EU arbejder for at nedsætte arbejdstiden. 

Resultaterne af de foreløbige forsøg viser også i denne undersøgelse, at nedsat arbejdstid bidrager til at nedsætte antallet af sygedage og følelsen af udbrændthed, mens det samtidig øger både motivation og produktivitet.

Regeringen er altså ude af sync med de fleste af os, når det eneste, der handles med i dansk politik er ”flere hænder”. 

Men mest alvorligt er, at regeringen overser, at børn og unges trivsel, mor, far og bedstefars arbejdsliv og arbejdsmiljø er tæt forbundne enheder med vores generelle tilfredshed med: Livet. Trivslen. Nærværet. Familien. 

Jeg har derfor et ønske: at statsministeren skifter sin parole ud, så trivsel og arbejdsmiljø bliver del af valutaen i dansk politik. Trivsel og godt arbejdsmiljø kan faktisk godt gå op i penge – og flere hænder. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også