Ny Prosa-overenskomst: 30 timer med fuld løn

Et mindre startup-kooperativ har indgået den første overenskomst af sin type med en arbejdstid på 30 timer: ”Det handler om at beskytte den enkelte,” lyder det fra selskabet.
Fra venstre: Adrian Bratlann (Softwareudvikler & direktør) Luca Bastholm (Softwareudvikler) Rune Bødker (Digital designer), Tetrabit. | Foto: Tetrabit / PR
Fra venstre: Adrian Bratlann (Softwareudvikler & direktør) Luca Bastholm (Softwareudvikler) Rune Bødker (Digital designer), Tetrabit. | Foto: Tetrabit / PR

Den kooperative startupvirksomhed Tetrabit, der laver hjemmesider og design har indgået, hvad fagforeningen Prosa beskriver som den første overenskomst af sin slags.

Alle medarbejdere er lige stillet lønmæssigt, og arbejdstiden er kun på 30 timer om ugen.

“Vi har oplevet, at vi ikke har et markant fald i produktiviteten, og vi sikrer, at de 30 timer ligges, så det også er fleksibelt. Selvom vi ikke er så mange, har vi besluttet af få de her ting på plads nu, så grundrammerne er der, den dag vi bliver flere,” siger Rune Bødker, der er medstifter af Tetrabit.

Tetrabit er på nuværende tidspunkt kun 3 medarbejdere, 2 udviklere og 1 designer. Virksomheden er et såkaldt kooperativ, hvor alle får den samme løn, og har de samme rettigheder.

Ingen er over den anden, men alligevel har Tetrabit valgt at få deres vilkår skrevet ned i en overenskomst.

“En overenskomst er rammerne for samarbejdet. Så længe alting går godt, er alting fint. Er det noget, der skiller sig ud, så er det fint at have rammerne formaliseret. Det handler om at beskytte den enkelte,” fortæller Rune Bødker.

Overenskomsten er indgået med fagforeningen for it-professionelle, Prosa.

30 timer med fuld løn

Ifølge Curt Kjærsgaard Raavig, der er organisatorisk næstformand i Prosa, så er overenskomsten den første af sin slags.

“Det her er den første overenskomst i et kooperativ på 30 timer. Det er nok også den første generelt i et kooperativ og den første på 30 timer med fuld løn,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.

Lønnen, fortæller Curt Kjærsgaard Raavig, vil nogenlunde svare til en fuldtidsløn i en sammenlignelig virksomhed.

Virksomheden er dog svær at sammenligne med andre virksomheder, da Tetrabit som et cooperativ ikke på samme måde har ledere og ansatte, og desuden deler lønnen lige over.

Alligevel kan det godt give mening for den type virksomhed at indgå en overenskomstaftale, mener Curt Kjærsgaard Raavig.

“Mange, mindre virksomheder har faktisk gode vilkår, og det, at de kan sætte streg under, at de har en aftale om det, er noget, virksomheder bør bryste sig af. Der er noget bevis i, at man som ansat kan regne med, hvad man får,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.

Hvad får Prosa ud af at indgå en aftale med en virksomhed af denne her størrelse?

“Vi siger, at vi kan være noget for alle uanset størrelse, eller om de er anderledes. Ledelse og medarbejdere kan se sig selv i overenskomsten. Jeg er pavestolt over, at vi har lavet denne her overenskomst, fordi det viser, at vi kan det, vi siger, vi kan,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.

Prosa skal dække alle medlemmer, lyder det, og det gælder også, selvom der er en direktør blandt de ansatte.

Direktør på skift

Tetrabit er organiseret sådan, at man hvert år på en generalforsamling vælger direktøren i virksomheden.

Det gør man, selvom alle beslutninger træffes i fællesskab.

“Formelt set har vi en direktør, som bliver valgt en gang om året på generalforsamling. Langt hen ad vejen laver vi det samme, og de vigtige beslutninger er noget, vi bliver enige om,” siger Rune Bødker.

Foruden den årlige generalforsamling har Tetrabit møde en gang om ugen om status på projekterne, og en gang i kvartalet holder de møde om de lidt større beslutninger.

“En gang i kvartalet har vi en kooperativ dag, eller en visionsdag, som vi også kalder det. Der taler vi om de lidt større linjer som økonomien og lønnen. Vi kigger på, hvad der kommer ind i virksomheden, og så sætter vi lønnen efter det,” siger Rune Bødker.

Overenskomsten regulerer dog lønnen yderligere årligt.

Fleksibel arbejdstid

It-branchen er på mange områder ikke overenskomstdækket, da der mange steder er få ansatte.

Mindre virksomheder føler det ikke nødvendigvis vigtigt at have overenskomst, men aftaler blandt de få ansatte, hvordan tingene skal fungere.

Samtidig er der perioder med flere arbejdstimer op til en deadline.

Som startup kan I vel komme ud i perioder med meget travlhed. Hvordan sikrer I, at I overholder jeres aftale om 30 timer?

“Vi skriver det ind i vores projektplaner. Når vi taler med kunder, er det lagt fast, hvor mange timer om ugen, vi lægger. Vi prøver at opgøre det på månedsbasis. Så kan der være to uger, hvor du har arbejdet hårdt, men så afspadserer du de andre to,” siger Rune Bødker.

Curt Kjærsgaard Raavig er heller ikke i tvivl om, at Tetrabit nok skal holde sig inden for de grænser, de selv har sat op.

“De vil ikke arbejde røven ud af bukserne. Det går godt for dem. Den måde de gør det på nu, virker for dem. De skal blive ved med det og forfølge deres mål,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også