Klumme: Lad os træde et skridt bagud og genstarte debatten om AI

Lanceringen af ChatGPT har skabt en bølge af nye teknologier, som skaber både optimisme, men også usikkerhed. Hvordan får vi implementeret teknologien, så den sikrer fremdrift på en tryg måde?
Foto: Pr
Foto: Pr
Af Henrik Wehlast Antonsen, Head of Public Cloud i Sentia

Hos Sentia, hvor vi varetager kunders digitale transformation og hjælper med cloudinfrastruktur, oplever vi et presserende ønske blandt vores kunder om at være med på ”AI-bølgen.”

Forudsigelser om en fremtid med AI, gisninger om konsekvenserne af kunstig intelligens og gode råd til kampen for at klare sig i en digitaliseret verden, fylder i medierne og debatten, og samtidig er der stor uenighed om, hvad teknologien skal bruges til, og ikke mindst, hvad den kommer til at betyde for virksomheder, institutioner og det fremtidige arbejdsmarked.

Men måske behøver det hele ikke at gå op i snak om arbejdsløse akademikere, og arbejdspladser hvor den nærmeste kollega er en bot?

Jeg foreslår, at vi træder et skridt tilbage og ser på, hvordan AI kan forbedre måden, vi er i samfundet på. Hvordan kan den kunstige intelligens gøre vores virksomheder og institutioner skarpere, og hvordan får vi på en bæredygtig måde udnyttet den teknologi, som vi nu har til rådighed?

AI kræver disciplin

Netop hjemvendt fra Google Cloud Next konference i USA hvor AI var i fokus, oplever jeg en stor forskel på, hvordan man derovre taler om kunstig intelligens og ikke mindst brugen af den. I USA findes tvivlen omkring brugen af AI ikke i lige så stor grad som herhjemme.

Mange amerikanske virksomheder har taget teknologien til sig, og gjort den til en vigtig del af, hvordan man driver forretning. Det gør dem i stand til at tage velbelyste, datadrevne beslutninger med hold i virkeligheden. 

I Danmark oplever jeg en markant anderledes holdning til AI. Debatten her omhandler ofte frygten for, at ”maskinerne overtager,” og at vores data kommer i forkerte hænder på internettet.

Men AI er kommet for at blive, og den kan hjælpe os til at blive klogere på al den data, vi hvert sekund genererer i virksomheder og i den offentlige sektor. Det kræver blot, at vi får en disciplin omkring AI.

Datamæssigt verificerede beslutninger

AI kan overskue data, som den menneskelige hjerne på ingen måde kan kapere. Bruger vi den rigtigt, vil den ikke ”overtage” og gøre mennesker overflødige. Den vil derimod gøre os i stand til beslutningsmæssigt at agere på en faktabaseret måde, som kan sikre lønsomhed og fremgang på de områder, vi beskæftiger os med.

Og datamængden og dermed materialet, som AI kan konkludere ud fra, bliver kun mere omfattende. I 2020 havde vi genereret 64,2 zettabytes data på verdensplan, mens vi i 2025 kan forvente at have 180 zettabytes ren data.[1] 

Altså vil vi, når vi om halvandet år rammer 2025, over en femårig periode have tredoblet den data, som vi stod med globalt i 2020. Og datamængden vil udelukkende stige. Derfor bør vi begynde at håndtere data på en god og overskuelig måde.

Netop her kan AI hjælpe os med at rydde op og sortere, og ikke mindst at sammenkøre den data, som det giver værdi at måle på. Data som gør os klogere på forretningen, på kunderne, på verden og ikke mindst på de produkter og services, virksomheden leverer. Sorteret data gør os i stand til at se fremad og udvikle fra en platform af viden, som rent faktisk har hold i virkeligheden. Og det giver os meget bedre overblik.

Anvendes AI korrekt, bliver vi i stand til at tage empirisk underbyggede beslutninger på virksomhedens vegne, mens fejlskud og investeringer, som på sigt viser sig værende urentable, i højere grad kan undgås.

Lad os træde et skridt tilbage

Derfor bør vi træde et skridt tilbage og genstarte debatten om AI. Vi skal fjerne fokus fra generativ AI og ChatGPT for en stund, og i stedet få styr på fundamentet og den viden, vi har brug for, for at kunne agere i et komplekst teknologisk landskab. Danske virksomheder, staten og de danske regioner bør se på, hvilke steder en sortering af data i organisationen vil være hensigtsmæssig, og hvilke udfordringer en sådan vil kunne løse.

Hvis vi ser på SKAT, så bruges AI succesfuldt til at fange fejludbetalinger og til at overvåge uregelmæssigheder og ændringer i selvangivelserne. Her har vi en datamængde, som ville kræve utallige ansatte at overskue, og en arbejdsopgave hvor det giver mening at bruge kunstig intelligens. SKAT har med brugen af AI frigjort betydelige ressourcer til at løse andre opgaver i organisationen - opgaver som netop kræver et menneskes intelligens og ikke kan løses af en maskine.

Flere danske banker har ligeledes taget AI til sig. En AI-baseret lånemekanisme giver rigtig god mening. Alt andet lige er økonomi hardcore facts og tal, og ved at fjerne det menneskelige aspekt og følelserne her, skaber man en højere succesrate, som sikrer bankerne lønsomhed, gode betalere og en stigning i succesraten på næsten 40 pct. end tidligere, hvor lån krævede en menneskelig vurdering. Bankerne kan nu bruge ressourcerne til at rådgive kunder på områder, der kræver menneskelig sparring.

Databaserede beslutninger kræver tilvænning

Samfundsmæssigt giver det alt andet lige mening at indtænke AI og datasortering i danske virksomheder og i offentlige instanser. Det kræver tilvænning at tage beslutninger baseret på data, men vi skal huske, at det stadig er mennesker, der beslutter i sidste ende.

Men med AI hviler de menneskelige beslutninger på et faktuelt grundlag drevet af data. Vi får en datamæssig platform og et bevis at tage beslutningen ud fra.

Maskinerne skal på ingen måde overtage det, som vi mennesker gør bedst. AI skal ikke nødvendigvis være generativ, og AI skal ikke nødvendigvis producere noget. For nu i hvert fald.

Men AI gør os klogere på egen forretning, samfund, risici og uforudsete hændelser i et land som Danmark, hvor vi vægter datasikkerhed meget højt. I en virkelighed fuld af kompleksitet, har vi nu muligheden for at navigere med fornyet overblik og fokus ved brugen af AI. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også