Klumme: Rod og gamle it-systemer gør ondt på bundlinjen

KPMG's Steffan Winther Johansen, der er director i KPMG, arbejder til dagligt med ledelsesrådgivning inden for forretningsorienteret digital strategi. I denne klumme sætter han ord på udfordringerne og vejen frem i forhold til teknisk gæld.
Steffan Winther Johansen, director i KPMG. | Foto: KPMG / PR
Steffan Winther Johansen, director i KPMG. | Foto: KPMG / PR
Af Steffan Winther Johansen, director, Technology Enablement, KPMG

Når der kommer varer, er det en fordel med et velorganiseret lager, så man ved nøjagtigt, hvor de nye paller skal stå. Er der derimod overfyldt og rodet, fristes man til at finde plads ved at rykke sammen hist og her og sætte de nye varer, hvor det nu kan lade sig gøre.

Det bliver lidt tilfældigt – og det er nok kun vedkommende, der tilfældigvis tog imod varerne, der kan finde dem igen. De fleste vil erkende, at det ikke er optimalt.

Men sådan foregår det faktisk tit, når virksomheder investerer i nye IT-løsninger. De moderne services skal nemlig fungere sammen med ældre legacysystemer, man har forsømt at modernisere eller rydde ud i.

Hver gang er det nødvendigt at bygge nye kompensationsløsninger, så teknologierne kan fungere sammen, og således kører nye og gamle systemer videre i en umage tandem.

Resultatet er et stadig mere indviklet "kludetæppe", der ganske vist fungerer, men sjældent optimalt. Og når man får behov for at rykke forretningskritiske systemer i skyen, er det yderst besværligt eller umuligt, fordi intet er standardiseret og alt hænger sammen.

Teknisk gæld

Dette betegnes populært teknisk gæld, og denne gæld mindsker agiliteten og begrænser mulighederne i nye systemer, da disse ofte underlægges nye tilretninger (gæld) for at muliggøre sameksistens med de gamle legacysystemer. 

I yderste konsekvens mindskes potentialet for automatisering, optimering og brugervenlighed, hvilket medfører øget kompleksitet der rammer hele virksomheden.

På denne måde optages der gæld i og omkring nye systemer, mens man år efter år skubber et stadig større problem foran sig. Resultatet er forøgede omkostninger i forbindelse med etablering af nye systemer, mens fordelene og potentialet mindskes. Et problem der rammer både top- og bundlinje.

Samtidig gør man sig mere og mere sårbar. For det er svært at beskytte – eller genskabe – elementer og koblinger, man ikke har overblik over. Så når nedbruddet eller cyberangrebet rammer, er det reelt umuligt at reetablere alle de kritiske processer, der får virksomheden til at fungere. Desuden gør man sig farligt afhængig af enkeltmedarbejdere med detailkendskab.

Teknisk gæld er altså ikke en udfordring, man alene kan overlade til IT. Tværtimod tynger den hele virksomheden ned og kan give særdeles kritiske problemer.

It har løsningen

It-afdelingen kender både til udfordringen og til løsningen. Nemlig løbende modernisering og oprydning. Men det er kostbart, tidskrævende og giver ingen synlige forretningsgevinster på den korte bane. Så når man beder topledelsen om funding, er svaret sædvanligvis nej. Før eller siden fornemmer de fleste, at det ikke er karrierefremmende at blive ved at spørge.

Status quo er åbenlyst uholdbar, men vejen frem er, at begge parter rykker sig. Topledelsen skal indse, at her er et problem, der skal håndteres.

It-afdelingen må på sin side erkende, at man aldrig får elimineret al eksisterende legacy, men er nødt til at tage de mest kritiske elementer i små bidder.

Samtidig er sandheden, at det er ganske få processer, der virkelig differentierer den ene virksomhed fra den anden. Det er dem, man skal koncentrere sig om. For når de først er kortlagt og moderniseret, kan man lægge store dele af den resterende, ikke-unikke infrastruktur over på et standardsystem – måske endda i skyen.

Det åbner til gengæld for nogle af de gevinster, der glæder topledelsen og viser vejen frem. Herunder massivt øget agilitet og adgang til at anvende eksempelvis cloud-teknologi, der udvikler sig med en hast, hvor den enkelte virksomhed aldrig vil kunne følge med på egen hånd.

Det giver også nem og billig adgang til eksempelvis AI og andre teknologier med potentiale til at transformere virksomeden – samt for substantielle besparelser på drift, administration og sikkerhed.

Og således kan en ellers kedsommelig gang oprydning i sidste ende også være med til at stille økonomichefen tilfreds.

Klumme: De fem vigtigste forudsigelser for it i 2022

Klumme: Europas digitale udfordring er identitetspolitisk

Klumme: Derfor står dansk erhvervsliv stærkt i en vinter i hjemmearbejdets tegn 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også