Klumme: Her er syv tech-tendenser du skal holde øje med i 2021

Amazon udstikker her, hvad det er, der kommer til at tegne tech-udviklingen i år og ja, cloud fylder. Læs her Werner Vogels klumme når Amazons CTO giver sit bud på syv vigtige teknologi-tendenser, der vil præge det kommende år.
Foto: PR
Foto: PR
Af Werner Vogels, Chief Technology Officer, Amazon

2020 blev på alle måneder et anderledes år.

Virksomheder, myndigheder og borgere har måtte omstille sig på rekordtid, og teknologi har været et centralt element i denne omstilling – uanset om det har handlet om vores børns hjemmeskoling, det virtuelle samarbejde med kollegerne eller udviklingen af nye produkter til COVID-bekæmpelsen.

Året har dog også boostet vores digitalisering over hele kloden. Og takket være den acceleration vil vi se flere markante ændringer i 2021. Her er nogle af de tendenser, du skal holde øje med i det kommende år.

1. Cloud er overalt

Vi er forbi det punkt hvor cloud bare handler om centraliserede datacentre. Allerede nu er cloud-baserede applikationer essentielle for skibe på verdenshavene, fly, der krydser himlen og for vores biler og hjem. Adgangen til datakraft og lagring vil snart nå ud i verdens fjerneste kroge. Skyen er tilgængelig næsten overalt, samtidig med at forbindelseshastigheden vokser, så vi med 5G bl.a. kan køre tunge beregninger også på mobile opkoblinger.

Det betyder, at opgaverne fremover i højere grad kan løses der, hvor brugen er. De førerløse biler bliver en realitet. Stemmestyring med tjenester som Alexa bliver stadig mere naturligt. Fabrikker, hjem og kontorer bliver forbundne. Bare for at nævne nogle få eksempler.
 

2. Maskinlæringens internet

Vi genererer nu flere data på én time, end der blev produceret i hele år 2000. Og der vil blive skabt flere data i de næste tre år, end der blev i de seneste 30. Den eneste realistiske måde at håndtere den voksende datakurve på – og ikke mindst få mening ud af disse data – er at bruge aggregeringsværktøjer parret med maskinlæringsmodeller. Derfor bliver ML mainstream.

I 2021 vil vi se øget anvendelse af ML-modeller på tværs af brancher. I industrien vil ML blive bygget ind i produktionslinjer, så vi kan fange afvigelser i realtid. ML-modeller vil hjælpe landbruget med intelligent forvaltning af dyrebare ressourcer som jord og vand. I de dele af verden, hvor små landbrug dominerer - f.eks. i Sydøstasien og Afrika - vil ML-modeller få afgørende betydning for at øge udbyttet af afgrøder.

3. I 2021 vil billeder, video og lyd tale mere end ord

Allerede for et par år siden forudså jeg tastaturets død ud fra den hurtige vækst i stemmeaktiverede tjenester og brugergrænseflader. Og i de kommende måneder og år tror jeg, at tastaturerne fortsætter med at blive udfaset.

Det seneste års globale lock-down har kun øget vores kommunikation via lyd, video og billeder. Tekstkommunikation er blevet erstattet af multimedier. Det er en adfærdsændring, som virksomhederne skal være opmærksomme på og begynde at indrette sig på. Kunder vil fremover opbygge relationer til brands på den måde, der mest tilgængelig og naturlig – og hvis det er via lyd og video, må virksomhederne følge med.

4. Teknologi vil transformere vores fysiske verden lige så meget som den digitale

I 2020 har vi lært at holde afstand og være sammen hver for sig. Det har givet anledning til at genoverveje, hvordan vores byer lever, ånder og virker. De steder, vi bor og arbejder, er grundlagt på præmisser, som går årtier eller århundreder tilbage, og som ikke nødvendigvis holder længere. De klarer sig i hvert fald ikke så godt i en pandemi.

Jeg tror, at vi ved hjælp af avanceret dataanalyse begynder at finde ud af, hvordan vi kan designe vores byer med ’social distancing’, uden at vi får følelsen af ​​at være adskilt. Vi skal til at planlægge, hvordan vi gør vores samfund sundere og mere sikre, og ikke bare tættere og mere effektive. Det er et nyt samspil mellem det digitale og det fysiske.

5. Fjernundervisning bider sig fast

For nylig talte jeg med en gruppe gymnasieelever i Warszawa i Polen, der bruger e-learningtjenesten Brainly til at holde skolearbejdet i gang. Brugen af den type værktøjer er eksploderet i takt med hjemmeskolingen, og jeg tror godt, vi kan sige, at teknologien har været afgørende for, at vi har kunnet sikre børns skolegang under Corona-pandemien.

Vi skal uden tvivl sende vores børn tilbage i klasseværelserne, når vi kan. Men i 2021 vil vi se, at fjernundervisning kommer til at spille en mere vedvarende rolle i uddannelsessektoren, fordi den i nogle sammenhænge har vist sig at være et godt alternativ til fysisk fremmøde. Vi behøver ikke en global sundhedskrise, for at online-klasser skal give mening. Muligheden for fjernundervisning betyder, at børn kan blive undervist under sygdom eller over lange afstande, og skolerne får fleksibilitet til at reagere på uforudsete begivenheder.

6. Kvantecomputerne begynder at blomstre

Vi har set det igen og igen: Hvis du kan demokratisere den mest avancerede og komplekse teknologi og gøre den tilgængelig og forståelig for mange, sker der store ting. I slutningen af 2019 lancerede vi Amazon Braket, en ny kvantecomputertjeneste, der kan anvendes til forskning og udvikling . Og i 2020 gjorde vi den tilgængeligt for alle.

Vi er stadig i de tidlige stadier af kvantedatabehandling, men det er egentlig også pointen med Braket. Så mange mennesker som muligt skal have fingrene (og hovederne) i teknologien. Når virksomheder og institutioner begynder at eksperimentere med kvanteteknologien - og ekspertisen begynder at bevæge sig ud over den akademiske verden - vil vi se et væld af nye forretningsmodeller og produkter, der tegner billedet af en kvantefremtid.

7. Den sidste bastion

Teknologien skal ikke kun hjælpe alle på kloden til et bedre liv – den skal også kigge udad i rummet.

I 2019 lancerede vi tjenesten AWS Ground Station, som gør det muligt at kontrollere satellitkommunikation, behandle data og skalere forskningsprojekter, uden at brugerne skal bekymre sig om at opbygge eller styre egen infrastruktur. Adgang til satellitdata hjælper forskere med at spore smeltende is ved polerne, beskytte sårbare havområder eller støtte en bedre fødevareforsyning. Nye iværksættervirksomheder kigger allerede på at etablere hurtige, sikre netværk i det ydre rum, og vi kommer til at se ny innovation på det område, der forhåbentlig kommer tilbage til jorden til gavn for menneskers trivsel og livskvalitet.

Klumme: Er danske finansielle institutioner klar til Tiber-DK? Jeg er ikke sikker. 

Klumme: Hvordan kommer fremtidens møder til at se ud i 2021?  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også