Klumme: Virksomheder skal omstille sig til en eksplosion af apps

Virksomheder udvikler og moderniserer i stigende grad alle mulige former for applikationer for at sikre konkurrenceevnen. Men udviklingen giver store udfordringer, og der er behov for omstilling på flere fronter, skriver VMwares direktør i denne klumme.
Foto: PR
Foto: PR
Lars-Bo Klausen, adm. direktør, VMware Danmark

Virksomheder på tværs af sektorer befinder sig midt i en eksplosion af applikationer – uanset om det drejer sig om apps til online handel, til at arbejde hjemmefra, til produktion, lagerstyring eller noget helt femte.

Det forventes, at antallet af nye applikationer over de næste fem år frem mod 2024 vil overstige antallet udviklet i de foregående 40 år. Virksomheders succes afhænger altså af, hvor hurtigt de kan levere moderne apps og tjenester, der differentierer forretningen og forbedrer kundeoplevelse.

Cloud strategi er et must

For at håndtere app-eksplosionen er det centralt at have en cloud strategi, der til enhver tid kan understøtte de applikationer, virksomheden har behov for for at nå sine strategiske mål. IT-afdelingerne i de fleste virksomheder skal i dag yde support til både en blanding af ældre applikationer og nye cloud-native applikationsarkitekturer. Det betyder, at man må have en multi-cloud strategi; dvs. at der er brug for at implementere forskellige og flere cloud-miljøer for at imødekomme alle applikationers behov.

En global undersøgelse, vi har lavet i VMware, viser, at 60 procent af de adspurgte organisationer aktivt er i gang med offentlig cloud migrering, og næsten halvdelen (45%) er mere end halvvejs med deres migreringsmål. Den hybride cloud strategi er stadig forankret lokalt, og næsten halvdelen (49%) af applikationerne forbliver hosted i eget datacenter som minimum de næste tre år. De fleste organisationers cloud præference vil altså fortsat være en hybrid løsning, da de ikke ønsker at træffe et enten-eller-valg.

Apps i højt tempo

Den tid, hvor man kunne bruge seks måneder på at udvikle og teste en applikation, er forbi. Kunder og brugere vil have oplevelser hurtigt, og udviklingen af applikationer skal matche det tempo.

At holde takt med dette tempo kræver nye måder at opbygge, styre, køre og sikre hele applikationsporteføljen på. For at håndtere dette har to tredjedele (67 pct), ifølge vores undersøgelse, allerede gjort deres applikationer containeropbyggede for at sikre både udviklernes produktivitet og tilgængeligheden af de forskellige apps.

Selv når virksomheder arbejder progressivt med deres evne til at modernisere applikationer, møder de store udfordringer. I vores undersøgelse fandt vi, at de fire største hindringer for at nå virksomhedens migreringsmål var it-sikkerhed, et hul i kompetencer, produktionsrisici og kompleksiteten ved refaktorering.

Alt dette stiller nye krav til den måde applikationer udvikles, vedligeholdes og sikres på ­– og IT-drift og -ledelse skal simplificeres.

Fem bud på vigtige indsatsområder

Hvad skal der så til for at kunne møde disse udfordringer og udvikle apps hurtigt og effektivt? Det kræver en indsats på flere områder, og det skal indarbejdes i virksomhedernes strategier. Blandt de vigtigste indsatsområder er disse fem:

  1. Sikkerhed er et absolut must, der skal indbygges direkte i applikationerne. Det er blevet tydeligt efter de seneste års angreb på flere af Danmarks hæderkronede virksomheder.
  2. Virksomheder bør behandle alle applikationer konsistent uanset hvilken platform, de udrulles på. Det eliminerer behovet for specifikke færdigheder i virksomhedens it-team.
  3. Applikationerne skal udvikles til at være flytbare fra cloud til cloud uden behov for at omskrive programkoden hver eneste gang.
  4. Der bør kun være ét sæt værktøjer og én platform til hele applikationsporteføljen – uafhængigt af leverandør og cloud-løsning. Containere er fremtiden for appudvikling med Kubernetes som den klart foretrukne platform.
  5. Det er en gammelkendt konflikt, at it-udvikling er et forstyrrende element for it-driften. Men når moderne apps er vitale for forretningssucces, er det absolut nødvendigt at få it-udviklere og it-drift på samme hold. 

Konsistens er afgørende

Det fælles tema gennem disse fem punkter er konsistens; konsistens i ledelse, driftskonsistens, infrastrukturens konsistens. Har man konsistens, er der frihed til at bruge netop de applikationer, virksomheden har brug for, i de miljøer, der bedst opfylder deres krav.

Konsistens forudsætter, at man har et digitalt cloud fundament, der leverer ensartet drift samt kontrol og muliggør portabilitet og samarbejde på tværs af en hybrid af private, offentlige og lokale platforme – og gør det muligt at opnå hurtigere produktionstid for apps ved brug af de nyeste udviklingsmetoder og containerteknologier. Kun herved kan man i sidste ende nå frem til en enkelt, samlende og konsekvent måde at servicere og administrere sine applikationer og sin infrastruktur på.

Klumme: Sådan kan teknologi gøre læger mere effektive 

Klumme: Hvordan kan it fremover hjælpe til at overvinde epidemier? 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også