Klumme: 10 tech-forudsigelser for 2020

2020 vil byde på en række forandringer, og ifølge Peter Juul Jørgensen, der er landechef for Lenovo Danmark, vil en række teknologier for alvor begynde at modne i det kommende år.
Foto: PR
Foto: PR
Af Peter Juul Jørgensen, landechef, Lenovo Danmark

Der kommer nye teknologier og produkter på markedet hvert eneste år. Men i 2020 vil vi komme til at opleve at en række teknologier, som har været længe undervejs, endeligt er modne nok til for alvor at vinde indpas i vores hverdag.

Det gælder teknologier som fx 5G, kunstig intelligens, smarte enheder, virtual reality/augmented reality, edge computing og foldbare skærme, som vil åbne nye muligheder på tværs af brancher, i privatlivet, i skolen og på arbejdspladsen.

Her følger 10 forudsigelser om den udvikling, vi kommer til at se i 2020. 

Forudsigelse 1: 2020 står i 5G’s tegn

Med hastigheder på op til 10 gigabits i sekundet kan 5G blive op til 100 gange hurtigere end 4G. Det er nærmest umuligt at opliste alle de forandringer, vi vil se som følge af 5G teknologien, og mange af forandringerne vil virke som noget fra en science fiction-film. Men vi kan med sikkerhed sige, at 5G vil påvirke hele industrier og danne grobund for nye forretningsområder.

I Danmark er det først og fremmest virksomheder, der vil udbygge deres egne private netværk, så de for eksempel får mulighed for at fjernstyre eller overvåge deres produktion eller lagerbeholdning. Det vil øge produktiviteten og dermed også indtjeningen i virksomhederne.

5G får også betydning på andre områder, fx kan vi fremover deltage i møder som hologram. Vores sundhedsvæsen bliver også berørt, og fjernoperationer, hvor lægen opererer patienter på mange kilometers afstand via kirurgiske robotter, bliver langt mere almindelige.

Forudsigelse 2: Foldbare skærme vil øge mobilitet og produktivitet

Enheder, der kan foldes, vil stå øverst på tech-trendsætteres ønskelister i 2020. Vi vil se flere enheder, der kombinerer mobiltelefonernes format og mobilitet med muligheden for højere produktivitet, som vi kender fra bærbare. Foldbare enheder vil give os større skærme og flere forskellige formfaktorer end nogensinde før.

Vi lever i en global verden, og virksomheders medarbejdere rejser mere og arbejder i højere grad andre steder end fra kontoret. Derfor vil flere medarbejdere efterspørge enheder og teknologier, der gør det hurtigt, effektivt og nemt at få løst opgaverne – og som samtidig ser lækre ud. Det bliver muligt med foldbare skærme.

Forudsigelse 3: Kunstig intelligens bliver en del af hverdagen

Kunstig intelligens er kommet for at blive, og i takt med at hypen omkring og frygten for kunstig intelligens (AI) bliver mindre, vil vi i 2020 få øjnene op for, at AI i høj grad er et brugbart værktøj. Noget som kører i baggrunden og understøtter os med smarte funktioner både i privatlivet og på arbejdet.

IDC forudsiger, at 60 procent af verdens femstjernede hoteller i 2024 vil gøre brug af en AI-assistent, som yder service til gæsterne. Men selv om kunstig intelligens er kommet for at blive, vil der også komme mere fokus på reglerne for, hvad kunstige intelligenser må og ikke må.

Forudsigelse 4: Gaming i skyen

I 2020 vil forbrugernes efterspørgsel på gaming i skyen eksplodere. Vi vil have en forventning om, at vi kan spille on-demand, uanset hvor vi befinder os.

Forbrugerne vil ikke nøjes med at spille spil på deres smartphones eller tablets. De vil også have mulighed for at spille på deres bærbare, når de ikke lige sidder foran deres hjemlige gaming-setup med en spillekonsol eller en pc. I takt med at cloud-baseret gaming bliver mere populært blandt professionelle og amatører, vil forbrugerne kaste sig over produkter, der giver høj gaming-ydelse uden at koste en formue.

Forudsigelse 5: Mennesker får tættere samarbejde med maskiner

I 2020 vil samarbejdet mellem menneske og maskine blive tættere og mere avanceret, og det vil gøre det muligt at optimere arbejdsprocesser, spare tid og kommunikere mere effektivt.

Vi vil fx se flere telefonmøder, der bliver understøttet af kunstig intelligens for at øge produktiviteten. Det kan betyde, at vi øjeblikkeligt får forbindelse uden først at skulle indtaste koder og telefonnumre i lange baner. Vi vil få direkte oversættelser af fremmedsprogede mødedeltageres tale og AI-producerede noter fra møderne.

Forudsigelse 6: Virtuel pleje vil skabe store forandringer i sundhedsvæsenet

Som forbrugere vil vi have høje krav, når det gælder forbedringer inden for sundhedsvæsenet. Kombinationen af sundhedsdata, der bliver indsamlet ved hjælp af bærbare enheder som fx smarture, og muligheden for at overvåge patienter hjemme takket være nye enheder og hurtige forbindelser, kan give patienter en bedre oplevelse og bedre behandlingsmæssige resultater.

Uanset om man "bare" vil holde sig sund eller har en kronisk sygdom, kræver det løbende opmærksomhed. Her kan intelligent teknologi være en vigtig del af løsningen. Der kommer flere internetforbundne enheder til medicinsk brug, og antallet af tilknyttede tjenester er også i vækst. Det er værktøjer, som kan bruges til daglig overvågning, analyse og behandling, der er tilpasset den enkelte bruger. På sigt kan det skabe en større bevidsthed om, hvad der påvirker vores sundhed positivt eller negativt, mener eksperter på området. Når vi bliver mere bevidste om vores sundhed, bliver vi også bedre til at holde os sunde, og dermed kan udviklingen øge den generelle sundhedstilstand i samfundet.

Forudsigelse 7: Intelligent Business flytter fra skyen til Edge

Selv om cloud fortsat er ved at overtage de traditionelle datacentre, vil en nyere teknologi også vinde frem. Edge computing går ud på at behandle data geografisk tættere på virksomheden, end det er tilfældet i cloud. I stedet for at sende beregninger op i skyen, bliver de udført på mikro-datacentre tæt på virksomheden. På den måde får man fordelene ved cloud, men samtidig høj hastighed, lav netværksforsinkelse (latency) og høj sikkerhed.

Med udsigten til, at vi i 2020 vil have 20 milliarder enheder, der er forbundet med nettet, vil flere virksomheder og forretninger flytte analysedata og AI-drevne apps fra skyen og over til edge computing for at mindske netværksforsinkelser, lette arbejdspresset på servere og forbedre virksomhedens forretningsprocesser.

Forudsigelse 8: AR/VR bliver en vigtigere del af uddannelser

Vi kommer til at se mere til Virtuel Reality (VR) og Augmentet Reality (AR) i 2020. De to teknologier gør det muligt for skoleelever at besøge steder, udføre opgaver eller arbejde på projekter, som de ellers ikke ville kunne. Skoleudflugter, sightseeing og kulturelle oplevelser er alt sammen noget, der er med til at give en alsidig uddannelse, og det kan blive tilgængeligt for langt flere med VR-teknologi.

Analyseinstituttet Gartner forudsiger, at 60 procent af alle højere læreanstalter i USA vil bruge VR i undervisningen i 2021. Studerende vil kunne bruge VR til at ’rejse rundt i verden’ og lære om geografi, historie og politik, eller de kan arbejde virtuelt med videnskabelige forsøg.

Forudsigelse 9: Sikkerhed vil være en prioritet

Et voksende antal mennesker vil begynde at tilbringe en stor del af deres arbejdstid udenfor kontoret. For at det kan fungere, skal virksomhederne tage højde for sikkerheden. De skal have bedre mulighed for både at undersøge og fjerne skadelig software fra enheder som bærbare og mobiler – uanset om de står på virksomhedens kontor, hjemme hos medarbejderen eller et helt tredje sted.

Det vil også være en stor opgave at sikre sig, at medarbejdere har rettigheder og adgang til de rigtige informationer. Her vil en kontekst-baseret løsning med kunstig intelligens være hjørnestenen. Evnen til at forudsige, forhindre, spore og reagere på ondsindede aktiviteter hos hver enkelt bruger vil være afgørende, når det gælder om at stoppe truslerne og udbedre skaderne i tilfælde af et brud på sikkerheden.

Forudsigelse 10: Vi vil stå fast på retten til privatliv

Flere og flere af vores enheder bliver udstyret med sensorer og netværksforbindelser. Det gælder alt fra smarte dørklokker til lamper, kaffemaskiner, køleskabe og biler. Selvom vi er glade for de nye muligheder, det giver, så kommer der samtidig et større fokus på vores privatliv og rettighederne til det.

En undersøgelse fra World Economic Forum fra 2019 viser, at 57 procent af forbrugerne er utrygge ved virksomheders måde at håndtere deres data på. Derfor vil vi i 2020 se et voksende antal forbrugere, der i højere grad vælger brands, produkter og tjenester, som de ved beskytter deres data og ret til privatliv.

Klumme: Manglende fokus på DDoS-angreb gør virksomheder og myndigheder sårbare

Klumme: Sådan kan kunstig intelligens hjælpe medarbejdere til større fokus 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også