Der er mange, der har efterlyst et nyt teleforlig. De fleste aktører i håbet om, at et politisk flertal kan hjælpe dem med at opnå de resultater, de ikke kan opnå selv.

Det er ikke en hemmelighed, at jeg personligt mener, der ikke var behov for et nyt forlig. Det gav jeg sågar udtryk for i en kommentar sidste år på ITWatch.

International forskning viser, at det gamle teleforlig nok er det mest succesfulde i verden – succesfuldt fordi politikerne ikke har blandet sig i, hvordan man bygger og driver infrastruktur i Danmark.

Når jeg ser på det nye forlig, vil jeg kalde det gammel vin på nye flasker. Det er også endnu et eksempel på, at politikere gerne vil tage æren for det, som private virksomheder gør for Danmark. Når man læser pressemeddelelsen, som forligskredsen har sendt ud, er den krydret med en masse fordomme og floskler.

For at kunne foretage en vurdering af forliget, skal det deles op i to dele: Det, der har med telepolitik, altså rammebetingelser, at gøre, og det, der har med det operationelle i form af udbud på nye mobilfrekvenser at gøre.

Gør man det, kan man se, at der ikke er meget nyt er i det. Hverken på den del, der har med rammebetingelserne at gøre eller, når det kommer til det operationelle – her er det blot en gentagelse af ting, man har gjort siden 1999, eksempelvis når man har udbudt nye frekvenser.

Masser af udbud, manglende efterspørgsel

Fundamentet for forliget er regeringens infrastrukturhistorie, der er baseret på en masse myter af dem, teleministeren og en række medier elsker at dyrke.

Hvis man ser på bredbåndsudviklingen over tid, er det sådan, at i 2010 kunne 25 pct. af alle danske husstande og virksomheder få adgang til en bredbåndsforbindelse med en beregnet hastighed på mindst 100 Mbit/s.

Det var under 4 pct., der købte sådan en forbindelse.

I 2016 var det 88 pct. af alle husstande, som havde adgang til forbindelser på mindst 100Mbit/s. Det betyder, at antallet af husstande, med adgang til 100 Mbit/s, er vokset med 63 pct.

I dag er det under 18 pct., der køber en 100 Mbit/s forbindelse. Det betyder, at mens dem, der kan få, er vokset med 68 pct., så er dem, der køber ”kun” vokset med 14 pct.

Problemet i Danmark er ikke udbud, men efterspørgsel – danskerne er altså født med korte arme og dybe lommer.

Bredbåndsfonden kan ikke skabe mirakler

I forliget er der også meget fokus på bredbåndsfonden og de 100 mio. kr., regeringen vil bruge på tilskud til bredbånd i år.

Energi- forsynings- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V), får det til at fremstå således, at fonden kan skabe mirakler for den danske befolkning.

Det beløb regeringen kommer med til industrien, er blot et fragment af det, operatørerne kommer til at betale for de nye mobilfrekvenser allerede i 2018. Hvis man ser på støttebeløbets størrelse, svarer det til, hvad teleindustrien investerer på fire arbejdsdage.

Det er sådan, at den danske teleindustri investerer omkring seks mia. kr. om året i infrastruktur.

Ministeren har i flere omgange kaldt bredbåndsfonden en succes. Jeg har tilladt mig at undersøge hans påstand, at: "Tallene er meget opløftende. De viser, at regeringens indsats og ambition virker ude i landet."

Når man læser det, ministeren har sagt, ser det ud som om, regeringen har gennemført en række tiltag, der har resulteret i en vækst fra 64 pct. i 2014 til 85 pct. i 2017 i det samlede antal forbindelser.

I svaret på min aktindsigtsanmodninger skrev ministeriet til mig 28. februar, at den vækst, som kan tilskrives bredbåndsfonden, udgør ca. 3000 adresser svarende til, at 0,41 pct. af den vækst på 717.491 forbindelser (en vækst fra 2.186.641 til 2.904.132 forbindelser), der var i perioden fra 2014 og frem.

Rent praktisk udgør den vækst, som kan tilskrives bredbåndspuljen, og som regeringen konstant fremhæver, en meget marginal del af den vækst, der har været i Danmark.

Ministeren er også ude og smykke sig med lånte fjer, når han fortæller, at han vil give danskerne bedre mobildækning i det land, der har den bedste 4G-dækning i Europa.

Den måde ministeren gør det på, er ved at sælge nogle dyre mobilfrekvenser med høje dækningskrav på den korte bane.

I praksis betyder det, at mobiloperatørerne kommer til at bruge deres investeringskroner på et tidspunkt, hvor de vil løse opgaven ved hjælp af 4G.

Det betyder, at regeringen tvinger industrien til at flytte penge, der ellers skulle være brugt på 5G-teknologi til 4G-teknologi.

Europa hægtet af 5G-toget

En anden målsætning i forliget er, at vi skal være på forkant på 5G. På det område er Europa hægtet af udviklingen – og det gælder også Danmark.

Jeg har lavet en researchnote om det emne, som du kan læse her: American consumers are already buying 5G products and services while the EU falls further behind on networks and innovation.

Fakta er, at Danmark og Europa er et til halvandet år bagud i forhold til USA og Kina. Det 5G-forum, regeringen vil nedsætte, kan allerede i år smutte en tur til USA og Kina og se, hvad der sker i praksis.

Aftalen om GSM-standarden blev underskrevet i Danmark 7. september 1987. Det var den gang selskaberne i vores region udviklede meget af den nye teknologi. I Danmark havde vi virksomheder som Nokia, Siemens, Motorola – alle med store udviklingsafdelinger.

Det var dengang Danmark og Europa var stedet, man udviklede den nye teknologi, og resten af verden købte den af os. På det tidspunkt havde Danmark en position på teleområdet, der minder meget om den, vi har i relation til vindmøller.

Sådan er det ikke mere. Nu bliver den nye teknologi udviklet i USA og Kina, og vi har udviklet os fra at være et land, der skabte innovative produkter til et land, der importerer innovative produkter.

Beklager. 5G-toget er kørt, og vi står på perronen og kan se baglanternen.

En håndfuld lyspunkter

Der er dog gode ting, når det kommer til vilkår for arealer til mobilmaster.

Det er et område, jeg har arbejdet med i mange år, og cirka 50 pct. af landes kommuner med Ringsted i spidsen har, efter de er kommet under pres, set lyset og har gjort det nemmere og billigere at bygge god infrastruktur.

Forslaget om at se på en model for, hvordan man beregner lejepriser, er en relancering af det arbejde, man afsluttede i november 2014. Det arbejde blev gjort med udgangspunkt i en analyse, Strand Consult lavede, og Erhvervsstyrelsen fulgte mange af vores anbefalinger.

Der er stadig meget lovgivning i Danmark, der gør det dyrt og besværligt at bygge infrastruktur. På trods af at politikerne har kendt disse udfordringer i mange år, har de ikke fået gjort nok ved dem.

Strand Consult har publiceret rapporter om emnet, og vi har lavet kort, der viser, hvor i landet, der er udfordringer.

Jeg har kæmpet i seks år for bedre vilkår, og kun fordi jeg har været et usædvanligt dumt svin, er der sket noget i dele af Danmark.

Der er stadig problemer i kommuner som København, Aarhus og hos ministerens partikollega i Rudersdal Kommune, hvor operatørerne lige nu tager mobilmaster ned.   

Flere mener, det er positivt, at alle folketingets partier er med i forliget, og at det kan være med til at sætte gang i tingene.

Jeg tilhører dem, som ikke ser det som en fordel.

Rent praktisk kan Enhedslisten og Alternativet nu blokere for ting, der kunne gøre det nemmere at drive teleselskab i Danmark. Jeg ved, at det kunne være godt for investeringerne, hvis man kunne forlænge bindingsperioderne fra seks til 12 måneder.

Jeg formoder ikke, at Enhedslisten vil støtte op om et sådan forslag. Jeg formoder heller ikke, at Alternativet vil hjælpe med at fjerne nogle af de naturbeskyttelsesregler, der gør det umuligt at stille mobilmaster op og skabe mobildækning i store dele af "udkantsdanmark."

Det nye teleforlig er gammel vin på nye flasker, og der er intet nyt i det. Beklager, men jeg tilhører ikke dem, der jubler på danskernes vegne.

Et bredt forlig ændrer ikke ved danskernes betalingsvillighed eller deres prioriteringer, når de køber teleprodukter. Det nye forlig gør det heller ikke mere attraktivt at investere i infrastruktur – det stiller højere krav, som industrien selv skal betale.

Alt det sker på et marked, hvor de regulatoriske byrder fra regeringen og EU er vokset markant over de sidste seks år.  

Hvis Venstre lavede et tilsvarende forlig på landbrugsområdet, ville de næppe få mange stemmer fra dansk landbrug. Det kan godt være, jeg tager fejl – omvendt vil det være første gang i 24 år.

Du kan læse mine forventninger til det nye forlig, som jeg skrev sidste år, og så kan du selv vurdere, om jeg forudså, hvad regeringen ville komme med.

Nu bakker Folketingets rødeste parti op om en markedsdrevet teleudvikling

Minister vil drøfte spørgsmål om åbne net "i den nærmeste fremtid"